Konkurssag åbnet mod danskerklub

Det er meget tæt på at være helt slut for håndboldklubben HSV, der har tre danskere i truppen.

En konkurssag blev fredag åbnet mod håndboldklubben HSV, der i sin trup blandt andet har to danskere, der er med ved EM i Polen.

Hans Lindbergs og Casper U. Mortensens klub har længe været i konkursfare, og fredag meddelte klubben, at konkursen er ved at være en realitet.

Årsagen er, at HSV mangler omkring 15 millioner kroner.

Klubbens tredje dansker, Allan Damgaard, er rystet over situationen.

- Det er mildest talt kommet som et chok. Da vi gik til møde i morges, var vi utroligt positive, og alle der har snakket med mig de seneste to uger har kunnet mærke, at jeg så positivt på det.

- Jeg har sagt, at det nok skulle gå, for det var de indikationer, vi havde fået, men det var så ikke det, der skulle ske, da vi kom ind til mødet, siger Allan Damgaard til TV2 Sport.

HSV indtager i øjeblikket fjerdepladsen i Bundesligaen.

Den tyske håndboldliga siger ifølge nyhedsbureauet dpa, at klubben godt kan spille sæsonens resterende 14 kampe i Bundesligaen.

Herefter venter dog en tvangsnedrykning.

HSV-spillerne har ikke fået løn i lang tid og har fået grønt lys til at skifte klub.

/ritzau/

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: