Fysioterapeut siger op: Uenig med landstræneren

Birte Andersen forlader håndboldkvinderne efter otte år. Hun og landstræneren ser for forskelligt på tingene.

Birte Andersen (tv) stopper som fysioterapeut for kvindelandsholdet i håndbold. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Skiftet fra den mangeårige landstræner Jan Pytlick til efterfølgeren Klavs Bruun Jørgensen trækker tilsyneladende fortsat spor på kvindelandsholdet i håndbold.

Fredag valgte holdets fysioterapeut gennem otte år, Birte Andersen, at aflevere sin opsigelse, og hun lægger ikke skjul på, at det skyldes, at hun ikke er på bølgelængde med den nye landstræner.

- Klavs og jeg ser forskelligt på tingene, men jeg ønsker ham og pigerne det bedste, siger Birte Andersen til TV2.

Hun har ikke ønsket at uddybe nærmere, hvori uenighederne består.

Klavs Bruun Jørgensen siger til tv-stationens hjemmeside, at det er naturligt, at der sker udskiftninger blandt fysioterapeuterne.

- Vi har set lidt forskelligt på nogle ting, og så har Birte valgt at stoppe. Det har jeg respekt for, lyder det fra landstræneren.

For to uger siden fyrede Klavs Bruun Jørgensen stregspilleren Mette Gravholt fra landsholdet, fordi "Gravholts opfattelse af, hvad det vil sige at indgå på et landshold, ikke flugter med vores", som han formulerede det.

Landsholdets næste opgaver er to EM-kvalifikationskampe mod Rusland og derefter OL-kvalifikationskampene mod Rumænien, Montenegro og Uruguay. Alle kampe spilles i marts.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: