OL-nedtur: Spillerne træner for lidt og mangler vindermentalitet

Klavs Bruun Jørgensen og Ulrik Wilbek efterlyser mere træning og større vindermentalitet.

OL i Rio uden Danmark. Et skuffende VM på hjemmebane. Kvindelandsholdet og dets træner Klavs Bruun Jørgensen har ikke haft den nemmeste periode og evalueringen er allerede i gang.

Både Klavs Bruun Jørgensen og sportschef i DHF, Ulrik Wilbek er enige om to punkter, hvor de danske håndbold-kvinder skal forbedre sig: De danske spillere træner for lidt, og der mangler en vinder-mentalitet blandt spillerne.

- Vi kigger meget på det fysiske område. Vi har stadig svært ved at forstå, hvorfor spillere kun kan træne en gang om dagen. Vi trænede meget mere dengang, jeg var træner. Nordmændene træner meget mere, end vi gør, og det må vi også kunne gøre, siger sportschefen til DR.

Klavs Bruun Jørgensen peger på, at spillerne halter efter rent fysisk i forhold til modstanderne.

- Det handler også om, at vi langt hen ad vejen er fysisk efter de andre og mangler de store profiler, de andre har. Vi skulle gerne have mere tid sammen, også så jeg kan komme rundt og tale med klubberne og få noget mere tid med spillerne, siger landstræneren.

Skal se døden i øjnene

Det fysiske skal suppleres med en vindermentalitet. Den mangler i høj grad, mener både landstræneren og sportschefen.

- Det er en generel dansk ting, at vi mangler den mentalitet. Når vi tager en kamp mod Uruguay, som sikkert er rigtigt søde piger alle sammen, så bliver der pludselig sagt over højtaleren, at vi skal klappe af dem, siger Klavs Bruun Jørgensen og fortsætter:

- Det er bare en generel dansk ting, at vi er så skide-flinke, og det er på sin vis fint, men det avler bare ikke det elitære. Der er vi for flinke i Danmark. Jeg er glad for den måde vi er på, men det avler bare ikke de tossede typer, siger Jørgensen.

Også Ulrik Wilbek peger på, at man skal ville sejren for enhver pris.

- Vi skal have den mentalitet, der gør, at vi skal vinde for enhver pris. Vi skal se døden endnu mere i øjnene. I går (lørdag, red.) var der en montenegriner, der sagde, vi spiller til vi dør for at vinde. Det ser vi ikke en dansker sige. Vi skal også spille til det sidste.

Disse to aspekter skal Klavs Bruun Jørgensen nu ud at tale med klubberne om, fortæller Ulrik Wilbek.

- Nu får Klaus al tiden i verden til at komme ud til klubtrænere og til at opbygge samarbejdet med ungdomslandstrænerne og fortælle, hvad det er for nogle typer vi skal opdyrke, siger Wilbek

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: