Yes! Klavs Bruun klarmelder hele truppen

Endelig er alle 20 spillere klar til at træne med, men håndboldlandstræneren er usikker på holdets styrke.

Kvindehåndbold. EM-kval. Danmark - Rusland. Klavs Bruun Jørgensen (Foto: Claus bech © Scanpix)

Det danske damelandshold i håndbold har været hårdt ramt af skader, men dagen før premieren på OL-kvalifikationsturneringen begynder det alligevel at lysne en smule for håndboldlandstræner Klavs Bruun Jørgensen.

For første gang, siden holdet mødtes for mere end en uge siden, melder han nemlig alle sine spillere klar til kamp, efter at en håndfuld har måttet sidde uden for med kroppe, der er mærkede af en lang sæson.

- Efter at have bokset frem og tilbage med spillere, der var trætte eller havde småskavanker, så ser det fint ud nu, siger Klavs Bruun Jørgensen.

- Alle bør kunne træne torsdag aften uden problemer. Det glæder os selvfølgelig, at alle er til rådighed.

Han må i OL-kvalifikationsturneringen undvære profiler som Line Jørgensen, Louise Burgaard og Maria Fisker, og landstræneren erkender, at han har svært ved at vurdere holdets styrke forud for den første kamp mod Rumænien fredag aften i Aarhus.

Bruun Jørgensen måtte sende reserveprægede hold på banen til de to EM-kvalifikationskampe mod Rusland i sidste uge, som ellers skulle have været brugt til at finpudse formen til den kommende weekends tre kampe.

Ved ikke hvor holdet står

Tre kampe, der afgør, om håndboldkvinderne skal til OL til sommer.

- Reelt ved vi først, hvor vi står efter den første kamp mod rumænerne. Det har set fornuftigt ud under træningen, men vi har ikke kunnet træne så meget, som vi gerne ville. Til gengæld har intensiteten været fremragende.

- Derfor er jeg forholdsvis rolig. Så rolig, som man nu kan være før sådan nogle kampe, som har stor betydning - både for os og for hele håndbold-Danmark, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Ann Grete Nørgaard blev sparret imod Rusland i EM-kvalifikationen, så hun er helt klar til kampen mod Rumænien. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

I den anden kamp mod russerne i søndags lod landstræneren blandt andre fløjspillerne Ann Grete Nørgaard og Trine Østergaard sidde over, fordi han vurderede, at de var slidte.

Også Stine Jørgensen er i de seneste dage blevet beordret til at slappe af, så bagspilleren kan være på toppen, når det virkelig gælder.

- Vi har holdt hende ude af træningen - meget mod hendes vilje, siger Klavs Bruun Jørgensen med et smil.

Han har 20 spillere med i lejren i Aarhus, fredag morgen udpeger han de 16, der skal spille i den første kamp mod Rumænien.

Efter mødet med rumænerne, spiller Danmark mod Montenegro lørdag, inden det gælder Uruguay i den sidste kamp søndag. De to bedste hold indløser billet til OL i Rio de Janeiro.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: