Esbjerg til tops efter sejr i Nykøbing

Kristina Kristiansen scorede 12 mål for Nykøbing Falster, men det var ikke nok mod Team Esbjerg.

Lars Frederiksen og Team Esbjerg strøg igen til tops i kvindernes håndboldliga. (Foto: OLe Nielsen © Scanpix)

Team Esbjerg er tilbage på førstepladsen i Primo Tours Ligaen i håndbold.

Torsdag aften hentede vestjyderne en meriterende udesejr, da det blev 27-23 ude over Nykøbing Falster.

Team Esbjerg, der før kampen havde tabt to af de seneste tre ligakampe, har 24 point for 16 kampe.

Det samme har FCM Håndbolds regerende mestre, mens Randers HK er nummer tre med 20 point.

Nykøbing Falster er nummer seks med 17 point.

Meget fokus i Scandlines Arena var rettet mod hjemmeholdets stregspiller Mette Gravholt, der for nogle dage siden blev fyret fra landsholdet af landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

Enmandshæren Kristiansen

Mette Gravholt blev i kampen dog overskygget af klubkammeraten Kristina Kristiansen.

Nykøbing Falster fik en god start på kampen, og midtvejs i første halvleg førte holdet 7-5.

Det skyldtes ikke mindst Kristina Kristiansen, der førte an med adskillige mål.

Team Esbjerg vendte derefter kampbilledet på hovedet med fem scoringer på stribe, og fra stillingen 10-7 gik gæsterne til pause med en føring på 14-11.

I anden halvleg trak det gæstende mandskab fra, og der var ingen tvivl om udfaldet.

Emily Stang Sando stod en flot kamp for Team Esbjerg, og det kunne selv enmandshæren Kristina Kristiansen ikke stille noget op mod.

Playmakeren blev dog kampens topscorer med 12 mål.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: