VIDEO Nøddesbo: Svært at skifte Barcelona ud med Herning

Landsholdsspilleren kan ikke se sig selv flytte til Herning trods rygter om HC Midtjylland.

Efter 9 års tid i FC Barcelona er landsholdets stregspiller Jesper Nøddesbo begyndt at kigge på fremtiden. Rygter sætter ham i forbindelse med HC Midtjylland på hjemstavnen, men det ser ikke ud til at være drømmen.

Jesper Nøddesbo overvejer stadig en fremtid i en anden udenlandsk klub, og hvis turen går til Danmark, er det mere sandsynligt at slå sig ned i Aarhus eller København.

- Danmark er bestemt også en mulighed, og der kommer jo også et liv efter håndbolden, så på et eller andet tidspunkt skal man jo også til at forberede sig en lille smule på at skulle ud af den håndboldboble. Om det så er nu eller senere, det er det, jeg skal finde ud af, siger Jesper Nøddesbo til DR.

- Der er mange muligheder, men rent geografisk så tror jeg, at det bliver svært at skifte fra Barcelona til Herning. Det er nok nærmere omkring Aarhus, vi bosætter os. Eller København. Men igen, min fremtid er lidt uvis lige nu. Jeg forholder mig til, at jeg er på kontrakt i Barcelona, så tager vi de andre ting, som de kommer.

35-årige Jesper Nøddesbo har ikke fået mange minutter i Barcelona på det seneste, men søndag var han i forrygende form for Danmark mod Spanien ved EM i håndbold. Her scorede han fem mål på fem forsøg.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: