Mikkel Hansen og Møllgaard: Sikkerheden i Frankrig er fin

De danske håndboldspillere er sikre på, at sikkerheden til håndbold VM er god.

Der er ingen grund til at frygte, at sikkerheden i Frankrig ikke er i orden under VM i håndbold.

Så klar er meldingen fra både Mikkel Hansen og Henrik Møllgaard, der begge spiller klubhåndbold i Paris.

- Sikkerhedstilstanden er fin. Jeg bor dernede til dagligt, så jeg er nu ikke så nervøs, siger Mikkel Hansen.

Frankrig er i øjeblikket i permanent undtagelsestilstand, og flere af de danske træninger bliver holdt udenfor de officielle haller og er dermed lukkede for publikum.

Det er specielt

Venstrebacken Henrik Møllgaard, der har spillet for Paris Saint-Germain i halvandet år, er også sikker på, at de franske værter har styr på sikkerheden, selvom der er undtagelsestilstand i landet.

- Det er selvfølgelig specielt, men jeg tror ikke, at det er noget, vi kommer til at mærke. Det bliver ikke så meget anderledes, og det er ikke noget, vi mærker i vores hverdag nede i Paris. Men der bliver taget de forholdsregler, der skal til, siger han.

Er du nervøs for sikkerheden i Frankrig?

- Nej, overhovedet ikke.

De franske arrangører slår også fast, at de danske spillere ikke har noget at frygte, når de rejser til Frankrig.

Danmark er i VM-gruppe med Sverige, Egypten, Argentina, Bahrain og Qatar til VM, og alle danskernes indledende kampe spilles i Paris.

Det første opgør er mod Argentina. Den kamp kan du se direkte på DR1 klokken 20.30 på fredag.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve