PORTRÆT Damgaard - direktør med dynamit i næven

Professionel håndboldspiller, direktør, nybagt far og studerende – Michael Damgaard er en ung mand med fart på.

Michael Damgaard hamrer en af sine fem scoringer i nettet bag Bahrains målmand. (Foto: THOMAS SAMSON © Scanpix)

Med fem scoringer og fuld spilletid i det danske angreb meldte Michael Damgaard for alvor sig ind i VM-turneringen i sejren i over Bahrain.

Den hårdtskydende venstreback havde også svært ved at skjule sin glæde over endelig at være kommet i gang under presseseancen i foyeren på spillernes hotel i Bercy-området i Paris.

- Det var dejligt lige at blive bekræftet i, at man stadig kan finde ud at spille håndbold, og det var skønt at spille en hel kamp, lyder det fra en tydeligt afslappet Michael Damgaard.

Under VM-slutrundens tre foregående opgør havde Damgaard ikke rigtig ramt niveauet, og efter sejren over Sverige spankulerede en tydeligt frustreret Damgaard i omklædningsrummet som første mand. Tilbage på hotellet strøg han direkte i styrketræningslokalet for at komme ud med nogle af sine aggressioner.

- Jeg var indebrændt. Det kan godt være, at jeg brænder et skud i ny og næ - det kan jeg sagtens acceptere. Men mod svenskerne lavede jeg to personlige fejl på kort tid, og det kan jeg ikke forsvare overfor mig selv. Jeg var ikke skarp oveni hovedet, da jeg skulle være det.

Under pres

Den mentale skarphed er alfa omega for Michael Damgaard. Og Magdeburg-spilleren er meget opmærksom på at bruge alle forhåndenværende redskaber for at skærpe dette aspekt.

Håndbold er min hovedprioritet, men jeg er også entreprenør og iværksætter

Michael damgaard

- Jeg har haft lidt brug for hjælp rent mentalt. Jeg snakker med de rigtige mennesker, når jeg føler, at jeg har brug det. Jeg synes dog også, at jeg kan klare rigtig meget af det selv.

- Der har været perioder, hvor der har været meget pres på. Det sidste års tid har jeg været udsat for et helt andet tryk, end jeg har været vant til tidligere i min karriere, fortsætter Michael Damgaard.

Og der er tryk på i den 26-årige lolliks liv. I 2016 kunne han blandt andet føje følgende titler til cv’et: OL-guldvinder, far, direktør, studerende og tysk pokalvinder.

Tøj og motorcykler

De sidste par år er opgaver udenfor håndboldbanen begyndt at fylde mere og mere i Michael Damgaards liv.

Michael Damgaard Nielsen

Født d. 18. marts 1990

Klubber:

Rødby HK

HMH (Maribo)

2007-08: BK Ydun

2008-10: GOG

2010-15: Team Tvis Holstebro

2015-?: SC Magdeburg

- Håndbold er min hovedprioritet, men jeg er også entreprenør og iværksætter, og det nyder jeg. Jeg har en virksomhed, der kommer med en tøjkollektion her til marts. Enclaved Monarchy hedder den. Det er mig og så to designere, der sidder i Herning, som jeg er i daglig dialog med.

- Derudover har jeg også et motorcykel-leasingfirma, der lige er blevet stiftet og er undervejs, lyder det fra Michael Damgaard.

Magdeburg-spilleren stiller store krav til sine omgivelser, for holdningen er, at hvis ikke der er ambitioner, så bliver tingene tæt på ligegyldige.

- Jeg kan godt lide at have ting kørende, og jeg vil gerne beskæftige mig med rigtig meget. Men jeg engagerer mig kun med mennesker, som har nogle kompetencer, jeg ikke selv besidder. Jeg vil gerne være visionær, og det kan jeg kun, hvis jeg involverer mig med de allerdygtigste mennesker. Jeg skal stå på skuldrene af giganter, lyder det fra Michael Damgaard med et lille anerkendende nik til Isaac Newton.

Universitets-studier

Sideløbende med håndbold- og erhvervskarrieren formår Michael Damgaard også lige at få presset lidt tid ind i skemaet til at passe sine studier.

- Jeg læser international handel og markedsføring på Aarhus Universitet via fjernstudie. Jeg vil gerne udvide min horisont og have papirer på nogle ting. Det er meget rart at have noget at falde tilbage på, hvis man pludselig brænder nallerne.

Michael Damgaard under presseseancen på spillerhotellet i Paris. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Spørgsmålet er så blot: Hvordan får man tid til at have så mange jern i ilden?

- Det kræver noget planlægning, og heldigvis så har jeg en kæreste, der er utrolig god til at varetage de ting, som jeg ikke formår at tage hånd om. Hun hader alle mine projekter og siger, at der ikke er tid til det. Men hun har selv valgt mig, kommer det fra en smågrinende Michael Damgaard, inden han fortsætter:

- Med hånden på hjertet må jeg også sige, at det om femten år bliver fedt at stoppe med at spille håndbold.

Lokale helte

Og det at han så småt er ved at starte en ny karriere op ved siden af håndbolden, falder den 26-årige langskytte særdeles naturligt.

Champions League er en drøm for mig.

michael Damgaard

Som knægt havde Michael Damgaard nemlig ingen ambitioner om at blive professionel håndboldspiller. Forbillederne var ikke de bedste håndboldspillere i verden.

- Jeg har som barn aldrig tænkt over, at jeg skulle spille på unionsholdet eller med til plan-træning (talent-træning under DHF, red.). Det var tanker, som mange andre gjorde sig dengang.

- Mine store helte spillede ikke på landsholdet. De spillede på førsteholdet i den lokale klub Rødby HK. Jeg levede i Rødbyhavn-hallen, hvor mine forbilleder rendte rundt og trænede. Jeg kiggede ikke ud i den store, vide verden, forklarer Damgaard.

Små skridt

Hvis timerne i barndommen ikke blev brugt i hallen, så blev den blandt andet brugt på at spille håndbold i hjemmet med brødrene Allan og Morten. Og ligesom Michael har også storebror Allan Damgaard optrådt på det danske landshold.

Michael Damgaard fra tiden i Team Tvis Holstebro. (Foto: Morten Stricker © Scanpix)

Den lollandske muld blev tidligt skiftet ud med den sjællandske af slagsen.

Michael Damgaard flyttede i 9. klasse nemlig til hovedstaden for at gå på håndboldlinjen på Københavns Idrætsefterskole – Kies. Året efter gik turen til Oure Idrætsefterskole, hvor mange andre store danske håndboldtalenter som eksempelvis Mikkel Hansen også har haft deres gang.

- Jeg er glad for den hastighed, jeg har valgt at tage min karriere i. Jeg røg ikke til FC Barcelona eller Kiel i en ung alder.

Det blev i tiden på Fyn til to sæsoner i GOG, inden teltpælene blev rykket op igen og flyttet yderligere vestpå. Fra 2010 til 2015 tørnede Damgaard ud for TTH Holstebro, og i de tre sidste sæsoner i klubben var storebror Allan også en af profilerne på det vestjyske mandskab.

Drømmen om Champions League

Næste skridt i karrieren var skiftet til SC Magdeburg sidste sommer, og her har Damgaard taget de lokale håndboldinteresserede med storm.

Han har allerede været med til at sikre klubben den tyske pokaltitel og blev i sidste sæson kåret som årets spiller i Magdeburg. Og ambitionerne er til mere end til en placering midt i den tyske Bundesliga.

- Jeg tror, at det med, at jeg har taget det hele step-by-step gør, at jeg kan håndtere det hele meget bedre, når jeg forhåbentlig en dag også skal spille Champions League. Det er en drøm for mig. Det er der ikke nogen tvivl om, slutter Michael Damgaard.

Damgaard og de øvrige danske landsholdsspillere møder Qatar i den sidste kamp i den indledende runde ved VM. Kampen kan ses på DR1, hvor der er optakt fra kl. 20.30. Du kan også følge med på P3 og dr.dk.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve