VM i håndbold begynder i aften. Det blev markeret i Paris med et stort lysshow på Triumfbuen.

Hvordan starter man en fest i Frankrig? I landet, der har fostret elektro-musikeren Jean-Michel Jarre, sker det naturligvis med et stor anlagt lysshow, på et bagtapet af house-musik.

Triumfbuen i Paris lagde mur til et lysshow tirsdag aften, hvor nogle af håndboldens største stjerner blev blæst op, som indledning til VM i håndbold. Vi snakker altså Mikkel Hansen og Nikola Karabatic, værtsnationens mest prominente spiller, og en del andre.

VM går officielt i gang i aften, når Frankrig tager imod Brasilien.

Danmark spiller sin første kamp fredag aften, modstanderen er Argentina, og kampen sendes på DR1 med optakt fra kl. 20.30 – kampen kommenteres også på P3, og følges på skrift på dr.dk/sporten.