Danmark slår Norge ved VM og nærmer sig medaljer

Det danske kvindelandshold i ishockey slog Norge 3-1 ved VM og har nu endegyldigt sikret sig mod nedrykning.

(Foto: Jan Korsgaard © Scanpix)

De danske ishockeykvinder slog torsdag Norge med 3-1 ved 1. Division gruppe A, som er VM for de næstbedste hold i verden, og holdet kan nu ikke længere rykke ned i den tredjebedste VM-pulje.

Til gengæld har danskerne nu seks point for fire kampe og har spillet sig tilbage i kampen om medaljer.

De beviser lige nu, at dansk kvindeishockey har en fremtid. Personligt håber jeg, at den ældre generation bliver nogle sæsoner endnu og nyder den energi, som den her trup lige nu genererer, siger Filip Faurholm ifølge Faceoff.dk

Danmark møder i morgen værterne fra Østrig.

Skidt VM-optakt for herrerne

For de danske ishockeyherrer gik det anderledes dårligt, da de mødte Norge i en testkamp forud for VM.

Faktisk måtte Danmark kigge langt efter overhovedet at score et mål, da Norge var på besøg og vandt testkampen 3-0.

Der var ellers set frem til, at Nikolaj Ehlers igen trak i den danske landsholdsdragt, da NHL-spilleren for nylig meldte sig til til at spille VM for Danmark.

Heller ikke Winnipeg Jets-spilleren kunne dog få pucken i mål for Danmark, og i stedet scorede Norge to gange i første periode.

Jørgen Karterud og Jonas Holøs var målscorerne, og da anden periode endte uden mål, så kunne Johannes Johannesen lukke opgøret med sin scoring til 3-0 11 minutter inde i tredje periode.

Danmark får mulighed for revanche, når Norge igen venter i en testkamp lørdag 22. april.

VM i ishockey spilles fra 5. maj og frem til 21. maj i henholdsvis Köln og Paris.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: