Dansk NHL-stjerne stopper topholdet

Ishockey-målmanden Frederik Andersen leverede ny stor kamp mod topholdet Dallas Stars.

Med 29 sejre i 43 kampe hidtil i sæsonen har ishockeyholdet Dallas Stars været et af de bedste hold i årets NHL, den bedste amerikanske ishockeyliga.

Natten til lørdag dansk tid skulle topholdet fra Central Division på besøg hos Anaheim Ducks med Frederik Andersen som sidste skanse. Her lukkede danskeren godt af og bidrog til sejren på 4-2.

Det var en fantastisk første periode af Anaheim, som grundlade sejren.

Først scorede hjemmeholdet to gange inden for et halvt minut efter godt tre minutters spil, og en lignende bedrift gentog man efter godt et kvarters spil.

Det betød, at Anaheim kunne skøjte ud fra første periode med en sikker føring på 4-0.

Frederik Andersen holdt spændingen ude

Dermed var det bare op til Frederik Andersen at sørge for, at Dallas aldrig blev lukket ind i kampen igen. Den mission lykkedes.

Danskeren sluttede med en redningsprocent på 91,7 procent efter at have snuppet 22 ud af 24 skudforsøg.

Dallas er nu nummer to i sin division med to point op til de forsvarende mestre fra Chicago Blackhawks. Dallas har spillet tre kampe færre, men Chicago er inde i en forrygende periode med ti sejre på stribe.

Anaheim fik en skidt start på sæsonen, men holdet har fået lidt mere gang i spillet og er oppe på femtepladsen i Pacific Division.

Nikolaj Ehlers fik godt 17 minutter på isen, da Winnipeg Jets på udebane vandt med 1-0 over Minnesota Wild. Det blev til et enkelt skudforsøg fra danskeren.

/ritzau/

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: