VIDEO Esbjerg genvinder ishockey-guldet efter dramatisk maratonkamp

For andet år i træk vinder Esbjerg Energy danmarksmesterskabet i ishockey. Guldet blev sikret med en 4-3-sejr over Gentofte Stars.

Se afslutningen på DM-finalen her.

Spillerne i Esbjerg Energy kan for andet år i træk kalde sig danmarksmestre i ishockey.

DM-guldet blev sikret søndag aften på hjemmebane, da vestjyderne vandt med 4-3 over Gentofte Stars efter overtid - og dermed vandt finaleserien 4-1.

Ryan Martindale blev den helt store guldhelt, da han scorede sejrsmålet fem minutter inde i femte periode.

I første periode havde stjernen Tyler Fiddler bragt Esbjerg foran 1-0 efter en flot solotur.

10 års danske ishockeymestre

2016/2017: Esbjerg Energy

2015/2016: Esbjerg Energy

2014/2015: Sønderjyske

2013/2014: Sønderjyske

2012/2013: Sønderjyske

2011/2012: Herning Blue Fox

2010/2011: Herning Blue Fox

2009/2010: Sønderjyske

2008/2009: Sønderjyske

2007/2008: Herning Blue Fox.

Canadieren var som ofte før en evig kilde til uro, men han måtte nøjes med en enkelt finalescoring.

Det lever han nok fint med, for holdkammeraterne kunne også få nettet til at blafre, så guldet kom i hus.

Anden periode endte målløst, men så tog kampen flere heftige drejninger i en dramatisk tredje periode.

Det begyndte bedst for Esbjerg, da pucken havnede hos canadieren Jordan Knackstedt, der med finaleseriens første powerplay-mål bankede Esbjerg på guldkurs med 2-0-scoringen.

Stort Gentofte-comeback

Det fik den propfyldte hal i Esbjerg til at tage forskud på guldfesten med sangen "Vi er mestrene".

Måske fik hyldesten fra de 4100 tilskuere Esbjerg til at slække lidt, for 71 sekunder efter 2-0-målet reducerede finnen Teemu Virtala til 1-2.

Gentofte havde flere gange tilløb til en scoring, mens Tyler Fiddler i den anden ende af isen missede en stor chance for at gøre det til 3-1.

Men 3-1 blev det. Niklas Andersen fik - muligvis med hjælp af en afretning - dirigeret pucken op i målhjørnet med under seks minutter tilbage.

Så begyndte tankerne formentlig igen at handle om guldhjelme og champagne, men på ny dummede Esbjerg sig kort efter at have udbygget en føring.

Cam Spiro reducerede halvandet minut senere, og yderligere to minutter senere udlignede Nicki Kisum foran et chokeret hjemmepublikum.

Dermed skulle det afgøres i overtid, om sæsonen skulle forlænges med minimum endnu en kamp.

Fire mod fire regnede det med chancer i begge ender, og blandt andet var overliggeren i vejen for Gentofte.

Trods talrige forsøg var en enkelt periode ikke nok til at differentiere holdene, og derfor blev en femte periode nødvendig.

Den var fem minutter gammel, da Ryan Martindale skabte vestjysk eufori for andet år i træk.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve