Jokende van der Vaart: Har altid drømt om Esbjerg

Fodboldstjernen Rafael van der Vaart dukkede pludselig op i Esbjerg i aftes. Han så kæresten spille håndbold.

(Foto: Morris Mac Matzen © Scanpix)

Hvad laver Rafael van der Vaart i Esbjerg? Det var der givetvis en del af de tilskuere, der var inde og se håndboldkampen mellem Team Esbjerg og Ringkøbing, som tænkte i aftes.

Den hollandske fodboldsstjerne med klubber som Real Madrid, Tottenham og Hamburger SV på CV’et var nemlig på tribunen og overværede Team Esbjergs sejr.

- Det har altid været en drøm at komme til Esbjerg, joker hollænderen og fortæller så DR's reporter den egentlige grund til, at han er i den vestjyske by:

- Ej, Jeg er her på grund af Estavana.

Hvis du gik og tænkte, "hvad er der egentlig blevet af ham Rafael van der Vaart?" - ja, så har vores reporter i Esbjerg da fundet et svar!

Opslået af DR Sporten på 26. marts 2016

Kvinden, van der Vaart taler om, er Team Esbjergs hollandske stjerne-back Estavana Polman. De to er i et forhold.

- Det er den anden håndboldkamp, jeg ser live i mit liv. Det er en spændende sport – nogle gange kan jeg bedre lide at se det end fodbold.

Håber at bo sammen

Den 33-årige fodboldspillers karriere er de seneste år gået ned af bakke, og i dag har han svært ved bare at spille sig på holdet i den spanske klub Real Betis.

Og med en kæreste flere tusind kilometer væk fra sin normale bopæl, ser fodboldspilleren frem til den dag, hvor arbejdet ikke tvinger ham til at bo i en anden by end Polman.

- Estavana bor i Esbjerg, og jeg bor i Spanien, og det kan være svært. Når vi har en fridag besøger jeg hende eller min søn, der bor i Hamburg. Vi nyder livet, men jeg håber, vi en dag kan bo sammen, slutter van der Vaart.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: