43-årige Jan Magnussen afviser pension: De skal smide mig ud

Han har vundet et utal af titler og er efterhånden oppe i årene, men pension er ikke et tema for Jan Magnussen.

Corvette-raceren som Jan Magnussen, Antonio Garcia og Ryan Briscoe førte til sejr på Sebring-banen. (Foto: Brian Cleary © Scanpix)

Det er mere end 20 år siden, Jan Magnussen debuterede i Formel 1 og endnu længere siden, at han tog hul på livet som professionel racerkører.

Han har efterhånden prøvet det meste, og han har vundet flere løb, end han har tal på.

Alligevel er det stadig fornemmelsen af at stå øverst på podiet, der holder den 43-årige i gang.

- Jeg finder motivationen i sejrene, siger han.

Han fik derfor et ordentlig skud motivation natten til lørdag dansk tid, da han vandt 12-timers-løbet på Sebring-banen i Florida.

Et løb, der i sin form minder om Le Mans, og som rangerer som et af de vigtigste i kalenderen.

Endnu et flueben på en alenlang liste over sejre, der i forvejen viste fire af slagsen i 12-timers-løbet på Sebring-banen.

Med god samvittighed kunne Jan Magnussen altså tillade sig at sige stop og læne sig tilbage og nyde sit otium.

Men lige nu nyder han livet som aktiv racerkører for Corvette-holdet.

- Jeg har været hos Corvette i nu 14 år, og det er jo en hel karriere for de fleste racerkørere. Jeg elsker samarbejdet og den måde, vi udvikler biler og strategier sammen. Så jeg synes stadig, at der enormt meget at lære.

Pension er ikke et tema

De mange år hos det amerikanske hold, der er ejet af den gigantiske bilproducent General Motors, har også betydet, at han har taget rivaliseringen fra bilmarkedet i USA til sig.

- Specielt det at slå Ford, der er ærkefjenden lige nu, betyder meget hjemme i Detroit, det er sådan nogle ting, der gør, at jeg synes det er kanon, siger Jan Magnussen og tilføjer:

- Jeg elsker at vinde, og derfor elsker jeg at være hos Corvette.

Spørgsmålet om hans pension fejer han derfor også af bordet uden tøven.

- Jeg har sgu ikke tænkt mig at pensionere mig selv. Jeg bliver smidt ud på et tidspunkt, og så er det overstået der.

Jan Magnussen vandt senest 12 hours of Sebring i 2015

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: