Årets Sportsnavn udtaget til OL i Rio

René Holten Poulsen bliver den 10. atlet, der bliver udtaget til OL i Rio til sommer.

René Holten Poulsen modtog både Årets Sportsnavn og BT Guld ved prisuddelingen Sport 2015. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Danmarks Idrætsforbund har tirsdag sat navn på den 10. danske atlet, som skal deltage ved OL i Rio til sommeren 2016, og ikke overraskende er valget faldet på kajakroeren René Holten Poulsen, skriver DIF i en pressemeddelelse.

(Foto: Balint Vekassy © Scanpix)

René Holten Poulsen modtog for nylig prisen som Årets Sportsnavn og BT Guld ved det store gala, Sport 2015. Han beskrives af DIF som en af de helt store profiler i dansk idræt, og derfor faldt valget også naturligt på ham.

Ved VM sidste år vandt René Holten Poulsen guld i enerkajak på både 500 og 1000 meter-distancen, og det var de stærke resultater, der dannede baggrund for prisen Årets Sportsnavn og udtagelsen til OL i Rio til sommer.

DANSKE OL-ATLETER

Der er indtil videre udtaget 10 danske atleter til OL

  • Mark O. Madsen, brydning
  • Jeanette Ottesen, svømning
  • Rikke Møller Pedersen, svømning
  • Lotte Friis, svømning
  • Mie Ø. Nielsen, svømning
  • Viktor Bromer, svømning
  • Jesper Hansen, skydning
  • Stine Nielsen, skydning
  • Torben Grimmel, skydning
  • René Holten Poulsen, kajak

Alternativ træning

René Holten Poulsen, der anses som et af Danmarks største medaljehåb ved OL, har ligget i intensiv træning i udlandet i den seneste tid.

Han har dog ikke søgt mod varmere himmelstrøg for at finde søer uden is på, men derimod mod Norge, hvor kajakken ikke har været medbragt.

- Jeg træner på ski sammen med nogle rigtig gode folk. Det er fedt, at vi har disse afbræk, hvor vi træner på en anden måde. Så glæder vi os endnu mere til at skulle på vandet igen, siger han om sin langrendsoplevelse.

Han bruger netop langrendstræningen for at forbedre sin styrke og udholdendhed forud for OL, hvor ambitionerne er store.

- Den, der vinder OL, er den, der ikke er bange for at ro. I London roede jeg lidt for forsigtigt. Ved VM roede jeg til fra start, og det bliver også min indgangsvinkel i Rio - at gå 100 procent efter det.

Store forventinger

DIF er ikke et sekund i tvivl om, at René Holten Poulsen skal sikre medalje til Danmark, og Morten Rodwitt, som er DIF's OL-chef, er ikke bange for at lægge pres på den danske kajakroer.

- Han er vores største medaljehåb i Rio, og jeg tror ikke, at René ser anderledes på det. Desuden er han en foregangsperson, som sætter nye standarder i forhold til vilje og ambitioner, siger han.

- I forhold til London-legene er han mere voksen nu og hviler i sig selv, uden at det er gået ud over hans vildskab. Du må aldrig pille egoet ud af ham, for så forsvinder hans helt specielle drive, slutter Morten Rodtwitt i pressemeddelelsen.

Ved OL i Rio skal René Holten Poulsen kun konkurrere i 1000 meter enerkajak, da 500-meterdistancen ikke er en olympisk disciplin.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: