ANALYSE På tredjedagen kom VM for alvor i gang!

DR Sportens sejlsportsekspert Bo Hasseriis ser frem til flere søvnløse nætter for at følge et usandsynligt spændende VM.

De sidste dage har jeg siddet oppe det meste af natten. For selv uden et livesignal på TV kan en sejlsportnørd få rigtigt meget ud af at læse resultatlister. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig et VM, hvor udviklingen har været så uforudsigelig.

49er FX – krystalkuglen er sløret!

I 49er FX ligger søstrene Schütt lige nu på andenpladsen. Og som man kan læse andetsteds, så siger landsholdets sportschef Thomas Jacobsen, at de har sejlet konservativt og godt i den lette luft, der prægede torsdagens sejladser. Jeg kan i hvert fald konstatere, at de forvalter deres chance for OL udtagelse optimalt, for lige nu er der maksimalt pres på Hansen/Salskov-Iversen, der fører udtagelserne. Hansen/Salskov-Iversen ligger på en samlet 15 plads, og i forhold til OL udtagelsen skal de fokusere på at sikre en plads i finalesejladser og medalrace.

Men sejlsport kan være en ond sport, hvor selv de bedste kan være uheldige, og marginalerne kan falde forkert ud. Og i går var marginalerne absolut ikke på Baad/Thusgaards side. To tyvstarter og en 17 plads betyder, at det bliver svært for dem at nå med i finalesejladserne og stort set umuligt at nå medalrace på søndag.

Det åbenlyse spørgsmål at stille er, om der er gået nerver i den. Og ja, selvfølgelig er der det. Det det sidste stævne i OL-udtagelsen og den foreløbige kulmination på flere års forberedelse og arbejde, men på den måde minder udtagelserne om OL. Der er pres på, og uanset hvilken besætning, der ender med at få OL pladsen, så tilhører de verdenseliten, og kan vinde OL-guld. Jeg er normalt ikke bange for at være spåkone, men i dag vil jeg nøjes med at konstatere, at det er sejt at se søstrene Schütt lægge pres på de andre danskere og resten af verdenseliten.

49er – solidt, uden at være prangende

Jonas Warrer og Anders Thomsen er lige nu på en samlet ottendeplads, hvilket er helt fint. De to er ikke kendt for at være verdens bedste i let luft, men netop derfor glæder jeg mig over, at de rent faktisk formår at holde sig i top ti, når vinden dropper. Rio bliver let vind, og jeg har hele tiden ment at Warrer/Thomsen tilhører de outsidere, der kan vinde en medalje. Men det kræver, at de viser bedre takter i let luft, og det er de så småt i gang med. Lige nu skal de fokusere på at blive top ti, så de får medalrace med søndag.


I 49er er der kun én besætning Warrer/Thomsen skal lære at slå. Det er til gengæld nærmest umuligt, for de to new zealændere Burling/Tuke har fem førstepladser i fem sejladser. Det er en enestående præstation i den her klasse.

Nacra – Nørgaard/Viborg holder fast

Onsdag havde Nørgaard/Viborg en god dag, der sendte dem op på andenpladsen i stævnet. I går gik det lidt dårligere, og de er rykket ned på en fjerdeplads. Og deres konkurrenter i udtagelsen, Cenholdt/Lübeck, havde en god serie torsdag og er oppe på tiendepladsen. Men det bliver svært for dem at nå Nørgaard/Viborg.

Dels er der en del point op, dels har Allan Nørgaard flere gange vist, at han har fokus på OL og dermed på at blive udtaget. Og i den ligning ofrer han gerne placeringer, hvis det betyder han kan holde sine danske konkurrenter væk. Men Cenholdt/Lübeck forvalter deres chance, og begge besætninger har lige nu kurs mod medalrace. Og overordnet set så glæder jeg mig stadig over, at det danske landshold forvalter sine talenter så godt, at vi også i den her svære båd tilhører eliten.

De næste dage

Vi er godt halvvejs igennem stævnet, men det er nu det spidser til, for den første udvælgelse står for døren i alle klasserne. Først skal de sidste kvalifikationssejladser sejles, hvorefter de bedste 25 i hver klasse mødes, og efter en serie sejladser mødes de bedste 10 på søndag i medalrace.

Vejrudsigten for de næste par dage ser fin ud. Dog med lidt mere vind end torsdag. Godt for sejlerne, godt for spændingen og dårligt for min nattesøvn.

Hvad er en FX?

Flere har spurgt, hvad forskellen på en 49er og en 49er FX er.

Det kan siges meget let – alt under masten er det samme. Skroget, ror og sværd er det samme, mens riggen er anderledes. Herrernes 49er har en højere mast og dermed lidt større sejlareal. Kvindernes 49er FX har mindre mast og dermed lidt mindre sejlareal.

Men det betyder ikke, at en 49er FX er en kedelig, langsom båd - tværtimod. Den er tilpasset kvindernes fysik og størrelse, og særligt i blæsevejr er der eksempler på, at en 49er FX sagtens kan sejle fra en 49er.

En lille teknisk detalje om masterne. Forleden hørte vi, at Baad/Thusgaard brækkede masten efter en kæntring, hvor masten ramte bunden. For nogle år siden skete det jævnligt for 49eren, men herrernes master er lavet en smule anderledes og kan holde til mere. Lige nu arbejder det danske landshold på at få forstærket masterne på 49er FX, så besætninger ikke skal have nye master, hver gang de vælter, men den ændring kommer tidligst til at træde i kraft efter OL.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: