Be a dart of it: Union piler frem

Dansk Dart Union oplever massiv interesse under VM, hvor en dansker er i kvartfinalen.

Dansk Dart Union har i øjeblikket travlt med at svare på henvendelser fra pilebegærlige folk, der gerne vil spille dart på fast basis.

I løbet af de seneste to år har unionen etableret tyve nye klubber, så der nu findes 110 danske dartklubber. Og så har mange af de eksisterende klubber oplevet en stigende interesse – sandsynligvis i takt med den øgede mediedækning, skriver unionen i en pressemeddelelse.

- Vi kunne konstatere i forbindelse med TV-dækningen af VM i 2014 og 2015, at der kommer optil 60 henvendelser om dagen fra personer, der gerne vil i gang med sporten, siger unionens udviklingskonsulent Morten Toft Sørensen.

Siden midten af december har et af verdensforbundene afholdt VM i dart, og i lørdags tog et andet forbund sågar hul på endnu et verdensmesterskab, Lakeside World Pro.

Dansker i VM-kvartfinale

Her er det lykkes danske Ann Louise Peters at forvandle den ualmindeligt festlige ramme til baggrundsstøj og spille sig frem til torsdagens kvartfinaler efter en overraskende sejr over Fallon Sherrock i søndags.

- Det eneste jeg hørte var faktisk, når min mand råbte ”kom så, gamle”, fortæller Ann Louise Peters om den tumultariske atmosfære.

I kvartfinalen venter Zoe Jones, der placerer danskeren som underdog igen. Men modstanderen betyder intet, fortæller Ann Louise Peters til DR Sporten.

- Du spiller jo ikke personligt. Overhovedet ikke. Du siger ”god kamp” til modstanderen, men det er det er dig og skiven!

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: