Dansk duo fik VM-stryg: Tvunget til sejr i sidste kamp

Peter Rosenmeier og Michal Spicker tabte den anden kamp ved VM og skal nu slå Slovakiet i sidste kamp.

Peter Rosenmeier i aktion ved OL i Rio, hvor han vandt guld. (Foto: SERGIO MORAES © Scanpix)

Efter en god start ved VM for hold i parabordtennis kom de danske batmænd ned på jorden i anden kamp ved turneringen i Bratislava.

2-1 blev kampen mod England tabt, og det betyder, at Peter Rosenmeier og Michal Spicker Jensen skal vinde deres kamp fredag mod Slovakiet for at nå semifinalerne.

Kampen mod englænderne blev en blandet fornøjelse for de to danskere, der ellers lagde ud med at imponere ikke mindst dem selv.

- Vi spiller måske den bedste double, vi nogensinde har spillet og vinder ret komfortabelt 3-1, fortæller Peter Rosenmeier, der efterfølgende skulle i kamp på egen hånd i den første af to singler.

- Jeg gik ind til min single og vidste godt, at det ville blive rigtig svært. Det var tæt, og jeg var foran i fjerde, hvorefter han fik en skade og tog en medical time out i en syv – otte minutter. Da vi kom tilbage derfra, kunne jeg ikke finde ind i rytmen og vandt stort set ikke et point, siger den paralympiske guldvinder, der tabte kampen 3-1.

Tvunget til sejr i sidste kamp

Michal Spicker Jensen måtte efterfølgende strække våben mod sin modstander, selvom han vandt de to første sæt og længe lignede en mand på vej mod sejren.

Alligevel tabte han kampen 3-2, og derfor er en sejr over værtsnationen Slovakiet i morgen afgørende for de danske semifinalechancer.

- Vi fik to chancer, som vi ikke fik taget. Det må vi tage på os, og så skal vi være glade for, at vi får en chance til, og den har vi tænkt os at gribe.

- Det er to spillere, som vi ikke kender så godt, og som havde match point mod England i går. Så der er ikke tvivl om, at det også er et kvalitetshold. Men vi har en god fornemmelse, og sådan som vores double spillede i dag, så skal det nok bære os igennem i morgen. Og så skal vi kunne tage en af de singlekampe. Så vi ser lyst på det, siger Peter Rosenmeier.

Lykkes det for den danske duo er det med overvejende sandsynlighed Spanien, som bliver modstanderen i semifinalen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: