Dansk styrtløber drømmer om Vinter-OL efter flot sæsonstart

Christoffer Faarup indledte tirsdag og onsdag sæsonen, da han leverede sit bedste resultat nogensinde.

Christoffer Faarup startede sæsonen eminent. (Foto: Leonhard Foeger © Scanpix)

Det var fuld fart ned over pisten, da Christoffer Faarup tirsdag og onsdag indledte sæsonen i Chile ved South Americas Cup.

Danskeren kørte sig til sit bedste resultat nogensinde ved Continental-løbet, der rangerer lige under World Cup-løb. Og det giver mod på mere.

Faarup drømmer nemlig også om at have skiene på, når Vinter-OL starter i Sydkorea den 9. februar.

- Jeg har lagt et godt stykke arbejde henover sommeren og føler mig i god form. Derudover har jeg skiftet træningshold. Det nye træningshold spiller rigtig lækkert for mig, siger Faarup.

Træningen har haltet

Danskeren føler dog ikke selv, at han har haft de bedste træningstider.

Derfor var han glad for, at resultatet endte med at blive så godt, da han kastede sig ud i sæsonens første konkurrence.

- Det er lovende. Det er rigtig lækkert, at jeg fik leveret det gode resultat. Specielt fordi jeg har ligget lidt tid efter i træningerne de seneste par uger, så det er rigtig dejligt, at tingene virker, når de skal, lyder det fra Christoffer Faarup.

Onsdag blev Faarup nummer fire og scorede derfor 11 FIS point i Super G. Det er det bedste danske alpine resultat nogensinde målt i FIS-point.

Christoffer Faarup havde selv den danske rekord, som lød på 15 FIS-point opnået under de norske mesterskaber i marts.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve