Danske sejlere henter tre World Cup-medaljer i Miami

Der var dansk trængsel på medaljeskammelen ved sejlernes World Cup i Miami.

Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen (Foto: Flemming Ø. Pedersen / Dansk Sejlunion © Flemming Ø. Pedersen / Dansk Sejlunion)

Der blev leveret flere danske toppræstationer ved den netop overståede World Cup i Miami.

På vandet ud for den amerikanske by vandt Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen vandt det afgørende Medal Race i 49FX, og den placering skubbede dem op andenpladsen i den samlede stilling.

Sølvmedaljen gør samtidig, at duoen overtager føringen i den interne danske OL-udtagelse foran Ida Marie Baad og Marie Thusgaard, som måtte tage til takke med tiendepladsen i Miami.

Tilfreds Jonas Høgh

I finnjolle endte Jonas Høgh-Christensen som nummer fem i Medal Race, og det var lige præcis nok til at forsvare den samlede andenplads.

- Jeg er godt tilfreds med min præstation hen over ugen. Jeg har stadig nogle ting, jeg skal forbedre. I dag ville jeg gerne have stået øverst på podiet, det må så blive en anden gang, siger Jonas Høgh-Christensen i en pressemeddelelse.

Verdensmesteren uden for podiet

Den tredje danske World Cup-medalje faldt i Laser Radial, hvor Sarah Gunni sluttede som nummer tre. Bronzemedaljen er en stor opmuntring for 25-årige Gunni, der i mere end to år har været forfulgt af skader.

Verdensmester Anne-Marie Rindom blev nummer syv i Medal Race og sluttede samlet på niendepladsen. Dermed henter Gunni seks point på Rindom i kampen om den danske OL-udtagelse.

Den endelige afgørelse falder ved Laser Radial-VM i Mexico i april.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: