De Paralympiske Lege fortsætter på DR

DR har sikret sig rettighederne til at transmittere De Paralympiske Lege i Tokyo i 2020.

Det vakte stor jubel, da Peter Rosenmeier vandt guld ved De Paralympiske Lege i Rio sidste sommer. Den triumf blev sendt af DR, der havde rettighederne til legene i Rio.

Nu ligger det fast, at DR kan fortsætte med at transmittere de danske para-atleters præstationer ved OL.

DR har netop indgået en aftale med den europæiske TV-samarbejdsunion EBU, der betyder, at DR har enerettighederne i Danmark til at vise De Paralympiske Lege i Tokyo i 2020.

- Der er nok stadig mange danskere, som husker bordtennisspilleren Peter Rosenmeiers jubel, da han vandt PL-guld i Rio i 2016. Eller de seks andre danske medaljer, der blev hentet i Brasilien, siger Jan Rosendal, der er ansvarlig for indkøb af sportsrettigheder i DR.

- På DR glæder vi os til at vise seerne en masse fantastisk handicapidræt fra Tokyo i 2020 - og forhåbentlig også en god portion danske medaljer, siger han.

- De Paralympiske Lege rummer den samme kombination af dramatik og utrolige sportspræstationer som det ”almindelige” OL, men her har udøverne også diverse handicaps at overvinde, hvilket bare gør præstationerne endnu mere imponerende, siger Rosendal.

DR har også sikret sig De Paralympiske Vinterlege i den sydkoreanske by Pyeongchang i 2018.

DR sendte sammenlagt 92 timer fra De Paralympiske Lege (PL) i Rio i sommer, hvilket var en stigning i forhold til legene i London i 2012, hvor det blev til 70 timer.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve