Drama på vandet: OL-plads i 49er-klassen i fare

På grund af et for dårligt indbyrdes forhold opgiver Jonas Warrer og Anders Thomsen samarbejdet i 49er-båden. Dermed er OL-deltagelsen i klassen usikker.

Kort tid før OL er dansk sejlsport ramt af en krise. En krise, der i sidste ende kan gå ud over OL-deltagelsen i 49er-klassen. Det oplyser Dansk Sejlunion i en pressemeddelelse mandag.

Situationen bunder, i at Jonas Warrer og Anders Thomsen har afbrudt deres samarbejde i 49er-klassen. Det sker på trods af, at de er kvalificerede til OL, og at de så sent som for to uger siden opnåede en femteplads ved VM i Clearwater, USA.

De to sejlere skilles, fordi det personlige forhold mellem de to ikke har været det bedste. De to sejlere har simpelthen ikke kunnet samarbejde med hinanden.

- Det er en dybt beklagelig situation, siger Thomas Jacobsen, sportschef i Dansk Sejlunion.

- Jonas og Anders har i længere tid haft mere end svært ved at få deres samarbejde til at fungere på det personlige plan. Vi har gennem hele perioden og med alle tænkelige midler – bl.a. samtaleforløb med Team Danmarks sportspsykolog – forsøgt at rette op på tingene, men må desværre konstatere, at vi ikke kan finde en holdbar løsning. Derfor må vi desværre opgive projektet med Jonas og Anders og søge andre muligheder med henblik på OL, siger sportschefen.

Warrer med Lübeck

Den foreløbige løsning på problemet bliver, at Jonas Warrer, der er OL-guldvinder i 49er-klassen fra Beijing i 2008 , nu parres med Christian Peter Lübeck, som de to seneste år har sejlet Nacra 17, hvor han ved VM i Clearwater blev nummer otte. Warrer og Lübeck træner allerede i øjeblikket sammen på Mallorca, og de planlægger at stille op til tre stævner i foråret.

Ifølge Dansk Sejlunion kan også Anders Thomsen vælge at fortsætte med en ny makker, men det er der endnu ikke taget stilling til.

Thomas Jacobsen understreger, at hensynet til harmonien på det danske OL-hold har vægtet højt i beslutningen om at splittet parret.

- Vi hverken kan eller vil risikere, at hele vores OL-hold bliver påvirket negativt af én båd, der ikke fungerer. Derfor kan vi ikke presse yderligere på for at holde Jonas og Anders sammen i 49eren, fastslår Thomas Jacobsen.

OL i fare

Sportschefen i Dansk Sejlunion går endda så langt som at påpege, at OL-deltagelsen i 49er-klassen kan hænge i en tynd tråd.

- Hvis en ny besætning formår at levere resultater med rimeligt OL-perspektiv, så vil der være mulighed for at indstille dem til OL-udtagelse. Men det bliver en krævende udfordring med så kort forberedelsestid. Lykkes det ikke, må vi formentlig opgive at stille op med en 49er i Rio, siger Thomas Jacobsen.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: