Fem danske billetter uddelt til PL

Udtagelsen til de Paralympiske Lege i september er for alvor i gang. Senest er fem blevet udtaget.

Paralympiske Lege, London 2012: Dressur. Annika Lykke Dalskov (DEN) Photo: Lars Moeller/Sportsagency.dk] (Foto: © Lars Møller © © Lars Møller)

Når de Paralympiske Lege i Rio starter i september, så kan det være, at man skal vende de danske briller mod dressurrytterne. Danmark har nemlig hele fire til start, og der er en mulighed for, at der kommer noget godt ud af det.

- Vi står med et stærkt landshold og en række ryttere som kommer med dedikation og engagement. Jeg har en god fornemmelse omkring de ryttere, som jeg har udtaget, men er ganske udmærket klar over, at de ryttere som vi skal op imod til PL i Rio også kommer superforberedt. Kan vi skærpe os yderligere frem mod afrejsen i starten af september, så tror jeg godt, at det kunne blive vores år, siger David Amager, der er paradressur-landstræner, i en pressemeddelelse.

De fire navne, der er udtaget, er Annika Lykke Dalskov Risum (Otterup), Caroline Cecilie Nielsen (København Ø), Line Kongensgaard (Arden) og Stinna Tange Kaastrup (Odense).

De to førstenævnte har tidligere deltaget ved Paralympics med stor succes, da de har hentet medaljer i 2008 og 2012.

Også en skytte

Også skytten Johnny Andersen (Hårlev) har i dag fået en billet til legene, og det har han stor erfaring med. Han har nemlig deltaget tre gange før, hvor det også blev til en medalje i Athen 2004.

- Hvis Johnny rammer dagen, så kan Johnny skyde sig i finalen på 10 meter liggende. Og i en finale kan alt ske i skydning, og her kan Johnnys store internationale erfaring komme ham til gavn, siger Steen Hansen, landstræner.

Der er lige nu udtaget 13 danske atleter til de Paralympiske Lege.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve