- Da Egill var syv år gammel, blev han snydt i et spil, og han blev så sur, at han hentede en økse og kløvede snyderen ned til tænderne. Han kunne lide at bruge sin økse.

Jonas Høgh-Christensen fortæller smilende historien om den islandske høvding fra vikingetiden Egill Skallagrímsson. En sagnhelt af ædleste karat, en dyrisk brutal kriger med poetisk blod i årene.

- Og så nedstammer min familie direkte fra Egill Skallagrímsson, siger Jonas Høgh-Christensen og fortsætter fortællingen om sin berømte forfader.

- I Island har man slægtsbøger, så man kan spore sin familie helt tilbage fra 700-tallet til i dag. Vi har fundet ud af, at min familie nedstammer direkte fra Egill Skalagrímsson, som er hovedperson i en af de store sagaer i Island. Han var poet, skjald, søfarer og i øvrigt en rimelig vild og krigerisk fyr. Derudover havde han et stort hoved og var rødhåret ligesom mig.

- Det er sjovt, at det er noget, der går 37 generationer tilbage, og alligevel er der en del paralleller. Det kan naturligvis være et tilfælde, men det kan også godt være, at der er noget, siger Jonas Høgh-Christensen.

Jonas Høgh-Christensen. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Umiddelbart kunne der godt være noget. Jonas Høgh-Christensen, rødhåret, stort hoved, kriger under Danmarks fane på havene som verdensklasse-sejler med en kunstnerisk ventil i musikken og en rebelsk tilgang til elitesport.

Han har bevidst holdt sig væk fra sin sport, når der ikke var OL. Elitesportens tunnelsyn har været klaustrofobisk for finjollesejleren, som derfor har søgt en kreativ udløsning i form af en karriere i musikbranchen, hvor han har siddet i ledelsen i koncertagenturet Live Nation.

Han har insisteret på sin erhvervskarriere og sin familie på bekostning af elitesportens fysiske og mentale tøjler og måske på bekostning af endnu flere medaljer. Han har ladet sig overstrømme af kunstens ustyrlige følelser og fået dem til at flyde sammen med sejlsportens strukturerede logik.

Han har villet begge dele, og han er lykkedes med begge dele. Uden den ene del, ville den anden del ikke fungere; en nødvendighed for at skabe det hele menneske Jonas Høgh-Christensen.

Skuffelsen i Rio er også årsagen til, at jeg overvejer at tage en tur mere eller at stille op til VM til næste år.

Jonas Høgh-Christensen

Egentlig har han stoppet sin karriere. Eller rettere, efter en skuffende 17.plads ved OL i Rio, sagde han stop til sejlsport på eliteplan, men det har han sagt tre gange tidligere, og med OL-sølv fra 2012 og to gange VM-guld kan den 36-årige sejler da også kaste ankeret med god samvittighed.

Men skuffelsen fra Rio nager. Udfordringen pirrer. Havet kalder.

En udfordring, der handler om, at finnjollesejleren overvejer at stille op til VM på hjemmebane til næste år med den risiko, at han kvalificerer sig til OL i Tokyo i 2020. Og det er en stor risiko for Jonas Høgh-Christensen, der har et narkotisk afhængighedsforhold til ’umulige’ udfordringer.

Men selv om tanken om endnu et OL rumsterer i ham, kender han også omkostningerne.

Han har en krop, der på grund af sporten ikke tillader ham at cykle og løbe; OL i Rio gennemførte han på kortison-behandlinger og smertestillende. Han har en familie, en datter og en kone, som han skulle rejse fra. Han har en erhvervskarriere, der ville gå på ’stand by’, og som i modsætning til sejlsporten giver smør på brødet.

Tanker som Jonas Høgh-Christensen deler med DR i lokalerne, hvor hans nye firma Boatflex, der udlejer både, har til huse på Amager. Vægelsind omkring fremtiden, nedturen i Rio, passionen for sejlsport, kunst og musik og troen på, at et snævert fokus på elitesport ikke skaber et helt menneske.

Alt sammen en del af den saga, der er Jonas Høgh-Christensens.

OL ER DET VILDESTE 'DRUG'

- OL i Rio var min karrierens største skuffelse.

- Men selv om jeg efter OL i London i 2012 sagde, at nu var det slut med OL, fortryder jeg ikke, at jeg stillede op i Rio. Jeg følte mig klar og var, hvor jeg skulle være. Der var mange ting, vi skulle have gjort anderledes, men det skal ikke være undskyldninger for det resultat, der udeblev.

Jonas Høgh-Christensen

Født: 21. maj, 1981

Bedste resultater i finnjolle:

OL i 2012: Sølv

VM i 2006: Guld

VM i 2009: Guld

VM i 2016: Sølv

VM i 2012: Bronze

VM i 2008: Bronze

- Det var skuffelsen i Rio, der igen fik mig til at sige, at nu er det slut. Men den skuffelse er så måske også årsagen til, at jeg overvejer at tage en tur mere eller at stille op til VM til næste år. Fordi jeg ved, at jeg var bedre, end jeg viste i Rio. Meget bedre.

- VM på hjemmebane er en værdig udfordring for mig. Jeg har stort set sagt nej til det, men det rumsterer stadig en smule hos mig, og jeg synes, det kunne være sjovt.

- Måske ville jeg ikke vinde VM, men der ville være en chance for at kvalificere mig til OL. Og er det godt eller skidt? Så står man dér med billetten i hånden, og skulle man lige tage af sted? Det er sgu lokkende. Så jeg ville nok gøre mig selv en mega-bjørnetjeneste, hvis jeg stillede op til VM.

- Jeg tror desværre ikke, jeg kan vinde et OL-guld, og derfor er det også usandsynligt, at jeg stiller op. Hvis jeg kunne, ville jeg gøre det. Hvis alt kunne hænge sammen, ville jeg gøre det uden at tænke over det. Der er måske fem procents chance for, at jeg sejler VM. Hvis jeg gør det, kan det starte noget i forhold til OL, og det er netop dét, der kan afholde mig fra at gøre det.

- Nu har jeg jo været på afvænning fra alt dét i et år - det er det vildeste ’drug’.

- Jeg synes, det kunne være sjovt at træne op til VM, bare for at være med, men jeg ved også, hvor meget tid det kræver. Det ville kræve, at jeg gik i gang indenfor de næste måneder, men jeg er også dér i mit liv, hvor jeg skal prøve andre udfordringer. Jeg har også bare lært, at man aldrig skal sige aldrig. Jeg tager én dag ad gangen.

- Der er også hensynet til min krop. Jeg har haft så mange skader, at jeg i dag dårligt kan cykle og løbe. Jeg ved jo, hvor ødelagt min krop er nu, og jeg ved, at hvis jeg skal træne op igen, kommer jeg til at ødelægge min krop lidt mere.

- Men alligevel rumsterer det. Jeg er jo en cirkushest, jeg kan ikke lade være.

MENINGITIS I RIO

- Der skete en række ting i Rio, som gjorde, at det bestemt ikke blev mit stævne.

- Jeg blev syg et par dage før OL. Vi vidste ikke, hvad det var, men jeg var meget træt og fik kramper hele tiden. Jeg blev undersøgt, efter jeg kom hjem og fik at vide, at jeg med 98 procents sikkerhed havde haft meningitis. Det er en af de ting, jeg ikke har talt om, men det kan nok have været en årsag, selv om jeg ikke umiddelbart syntes, det påvirkede mig.

Jeg havde med 98 procents sikkerhed haft meningitis i Rio.

Jonas Høgh-Christensen

- Mit sejl gik i stykker under en af sejladserne. OL-arrangørerne var så ringe, at vi ikke kunne skifte vores sejl, selv om det var tilladt ifølge reglerne. Vi måtte derfor reparere det i løbet af en nat, hvor jeg sov i fire timer. Vi arbejdede med det til klokken fem om morgenen, og vi skulle sejle klokken 10. Sejlet blev dårligt, og jeg var smadret og færdig både mentalt og fysisk.

- En fejl, vi begik frem mod OL i Rio, var, at vi forsøgte at kopiere dét, vi gjorde op til OL i London, hvilket låste os en del, og det blev aldrig det samme. Jeg havde så også et ønske om at lægge nogle ekstra lag på. En af de ting, jeg ville, var, at det skulle betyde mere, jeg ville gerne give noget tilbage til næste generations finjollesejlere. Men i stedet for at give mig mere energi tog det en masse kræfter fra mig.

- Jeg har jo en masse viden og erfaring, og der var en gruppe unge, der var på vej, og jeg ville gerne tage dem på en rejse i et år og give alt havde i mig. Jeg inviterede de unge med til mine træningslejre, hvor de boede sammen med mig. Det blev en lille byrde for mig. Flere af dem havde ambitioner om at komme med til Rio allerede, men det var de ikke gode nok til. Og mange af dem er stoppet i dag.

KASTEDE OP AF SMERTER

- Der er tre årsager til, at jeg gerne ville stoppe med sejlsport på højt niveau.

- Den første årsag er, at hvis man skal være på topniveau, har man mellem 250-300 rejsedage om året, og det er svært at kombinere med familie og nu barn. Jeg har set mange forhold, der er gået i stykker, fordi udøveren har rejst så meget. Det har også været hårdt for min familie.

Jonas Høgh-Christensen i aktion på vandet

- Det andet er, at min krop er ødelagt efter 15-20 år med eliteidræt. Mine ankler er smadrede, mine knæ og hofter er dårlige, jeg har to diskusprolapser i ryggen, og jeg har haft fire slidbrud på fingrene. Min krop har det ikke godt, det mærker jeg hver dag, og det kommer jeg nok til resten af livet.

- Jeg var så skadet, da jeg gik ind til OL, at jeg var pumpet på kortison-indsprøjtninger og alt muligt andet, der var lovligt. En måned før OL var min krop så ødelagt, at jeg kastede op af smerter under en træningslejr i Brasilien. Man havde brugt alt den lim, man kunne finde, for at holde sammen på mig, indtil OL var slut. Når alt det så forsvandt efter OL, var jeg jo ødelagt. Den pris har jeg så betalt det sidste år.

Da jeg gik ind til OL, at jeg var pumpet på kortison-indsprøjtninger

Jonas Høgh-Christensen

- Den tredje ting er, at sejlsport er ikke en sport, man bliver rig af. Hvis man er rigtig god, kan man få sponsorater, og så kan det løbe rundt, men indtil man kommer dertil, så er det alt fra børneopsparing til lån fra familie og venner, der bliver kastet ind i det, hvilket mange knækker nakken på. Det kan man godt, når man er alene, men når man pludselig har et ansvar for at betale husleje, sørge for vuggestue osv., så kan man ikke tage sig de samme friheder.

- At dyrke eliteidræt er ikke sundt for ens personlige forhold, for ens karriere, for ens krop, for ens mentale tilstand. Men det er det fedeste i hele verden.

DET HELE MENNESKE

- Jeg har altid haft det perspektiv, at der er også et liv efter elitekarrieren. Hvis jeg skulle have en nogenlunde chance for at få smør på brødet, krævede det, at jeg havde en uddannelse, og at jeg fik noget erhvervserfaring og tjente nogle penge.

- Pointen er, at jeg har villet begge dele. Og det kan godt være, at det i sidste ende har gjort, at jeg ikke har opnået de resultater, som jeg synes, jeg skulle have. Men på den anden side, har jeg vundet VM to gange, OL-sølv og seks VM-medaljer, hvilket jo ikke er en dårlig karriere. Men måske kunne det være blevet til mere.

Jonas Høgh-Christensen på sin arbejdsplads i Boatflex.

- Jeg har også mentalt haft brug for at komme væk fra det. Man får ikke noget input, man bliver ikke klogere i en elitetrænings-proces, og uden den inspiration udefra begynder man at gå kold i det. Så det har været en måde for mig at holde mig frisk mentalt på. Jeg er ret sikker på, at havde jeg kørt på i fire år hver dag op til hvert enkelt OL, så var jeg brændt ud og havde ikke været lige så god.

- Det er noget fis at sige, at man ikke kan tage de pauser som eliteatlet. Det tror jeg ikke på. Bare tag Pernille Blume, som vandt OL-guld, efter at hun havde taget fire måneders pause. Katja Salskov-Iversen og Jena Mai Hansen, som lige har vundet VM-guld i 49’eren, havde ikke sejlet sammen efter OL før juni i år. Det er heller ikke sådan, at hvis Messi ikke trænede i et år på grund af en skade, ville blive en dårlig fodboldspiller, når han kom tilbage.

Passion for biler

Jeg har en Porsche fra 1966, en sort 911. Den eneste bil, jeg har. Den skal stå indenfor om natten i et opvarmet rum, og der skal køres en klud henover den, når man er færdig med den.

Jeg var ude at køre i en Tesla forleden, men for mig er det ikke en bil, jeg kan ikke mærke bilen. Jeg kan mærke Porschen, jeg sidder med et smil til op over begge ører hver gang jeg sætter mig ud i den: Duften, følelsen, lyden, det er helt specielt.

Jeg har en liste på 20 biler, jeg gerne vil have, men nu har jeg jo fået et barn, så nu skal jeg have en familiebil.

- Det er en skrøne, at det ikke kan lade sig gøre. Men det er også vigtigt at sige, at dét, jeg gjorde, virkede for mig, og det virker ikke nødvendigvis for alle mulige andre.

- Jeg kunne mærke, at jeg ikke var et helt menneske, hvis jeg var for længe i sporten. Og så har jeg også haft behov for at gøre oprør mod elitesportens tunnelsyn en gang imellem.

DEN ISLANDSKE FORBINDELSE

- Min farmor er halvt islænding, min fars fætre er alle filminstruktører, blandt andre Thomas Gislason. I mine unge år var det en vej, jeg også ønskede at gå, men tog så nogle fornuftsvalg i stedet. Man kan ikke leve af kunst og følelser, fik jeg at vide. Jeg kunne godt lide at være i kreative erhverv, om det så havde været i film, reklame eller musik.

- For mig handler det om følelser. Ting skal vække følelser, og det gør musik og film og kunst og sågar gode reklamer. Ukontrollerbare følelser. Evnen til at skabe noget, der var unikt, og som kunne bringe følelser frem, tiltrak mig. Jeg har så forsøgt at balancere, så jeg ikke var helt tabt i forhold til de to verdener, sådan at jeg kunne udleve mine kreative drømme uden at falde igennem i den virkelig verden.

Jonas Høgh har en stor passion for kunst og musik.

- Det har jeg kunnet bruge i sejlsporten. Man bliver jo ret løsningsorienteret i sporten, ofte laver man kreative løsninger for at løse et problem, og det har jeg været meget god til.

- Mange atleter i Danmark begrænser sig, når de siger, at de ressourcer, de har, må de får det bedste ud af. Det kan jeg ikke acceptere. Først definerer jeg, hvad der skal til for at vinde OL og VM. Og så skal vi have finansiering, og de trænere, der skal til for, at det kan lykkes. Hvis der mangler en million, skal vi finde det. Man gør dét, der skal til. Og dét kræver det, at man er kreativ.

SKABTE HELVEDE I KØBENHAVN

- Jeg brugte musikken meget, da jeg sejlede. Jeg brugte det også i bilen og i træningslokalet. Nogle gange også ude på vandet. Det var et middel til at stresse af op til en konkurrence, hvor jeg brugte det til at tage fokus væk, når jeg sad i mine egne tanker. Jeg har en bred musiksmag, men hård rock står mit hjerte nær.

Passion for musik

Jeg er egentlig ikke så genrefastsat, men de bands, som er rigtig gode til deres håndværk, er jeg stor fan. Jeg kan godt lide folk, der spiller røven ud af bukserne.

Nogle af de koncerter, der har gjort indtryk har været Metallica i Forum, Jack White i Falkoner Salen, Nick Cave i DR Koncerthuset og Prince på Orange Scene.

Jeg har et kærlighedsforhold til Guns N’ Roses. Da jeg var 12-13 år gammel spillede de på Gentofte Stadion, og det var min første koncert. Sammen med nogle venner snød jeg mig ind i ’snakepiten’, vi stod i første række, det var rigtigt stort.

- Jeg var i Live Nation i syv år og var meget glad for det. I 2013 gik jeg ind i ledelsen og fik til ansvar at få Royal Arena på benene. Det sad jeg med i to år, og der er ikke en væg eller noget andet i den arena, som jeg ikke har været inde og rykke på.

- I 2015 fik min kone et jobtilbud i New York, mens jeg pønsede på, om jeg skulle til OL i Rio, og derfor valgte jeg at sige op i Live Nation. Jeg flyttede med hende til New York og derfra starte min fjerde OL-kampagne. Jeg var placeret i New York i hele perioden op til OL i Rio.

- Jeg var med til at starte festivalen Copenhell med andre kolleger i Live Nation. Jeg sad i festivalledelsen i de første to et halvt år, men tog så orlov frem mod OL i London. Det var et passionsprojekt for mange i firmaet, og det var det også for mig. Vores barn.

- Jeg var på Copenhell i år, det er blevet en kæmpe festival, og jeg er sgu stolt over, at jeg har haft en lille finger med i det spil. Jeg har set meget live musik, men jeg har ikke været tilstedeværende mentalt, for når man kommer derud, så er man opmærksom på alt fra lyd til køer ved toiletterne, alt skal klappe. Man var jo på arbejde. I år var jeg gæst og kunne stå helt afslappet, drikke nogle bajere og se koncerter.

Publikum til Copenhell 2017. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © sCANPIX)

- Der er paralleller fra koncertbranchen til sportens verden. Når man er en del af en event eller koncert, er der en dato, hvor alt skal klappe, og hvis det ikke gør, er der kontant afregning. Hver enkelt koncert er jo lidt det samme som en OL-kampagne, der bare skal klappe. Et stort stævne svarer til en Parken-koncert, eller som da vi lavede AC/DC på en græsmark i Roskilde. Tingene skal bare klappe.

GULDET, DER BLEV TIL SØLV

- Inden OL i 2012 fandt jeg ud af, at dét, jeg elskede ved elitesport, var processen: At opstille en udfordring og beslutte sig for, at man skal være et bestemt sted om et eller to år. Det er sjovt at arbejde med de små ting, skrue på tingene for at opnå det mål, og til sidst sammensætte den bedste version af sig selv eller en seriøs kampagne for at vinde OL.

- Jeg tænker en del på sølvmedaljen fra 2012 i London, hvor jeg var så tæt på at vinde guld.

Jonas Høgh-Christensen med sin sølvmedalje ved OL i London i 2012. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

- Hvis jeg havde vundet guld, havde det været karriere-definerende på en anden måde end med en sølvmedalje. Så havde jeg slået den største sejler gennem tiderne på hans hjemmebane (Ben Ainslie, red.), og det havde betydet, at mange døre inden for sejlsporten havde åbnet sig i form af Volvo Ocean Race og Americas Cup og andre.

- Det er forskellen på guld og sølv.