Kronprins Frederik: Jeg er meget mere erfaren nu

Den danske tronarving melder sig klar til otte år mere i IOC.

Til september er det otte år siden, Kronprins Frederik blev valgt ind i den internationale olympiske komite, og mandag meldte han ud, at han agter at tage otte år mere. Arbejdet skal fortsættes, og hans egne forudsætninger er blevet bedre i takt med erfaringen.

- Det har været otte lærerige år, og det agter jeg selvfølgelig at føre videre. Jeg er så meget mere erfaren, end jeg var for otte år siden. Det giver god gænge i det, vi laver, både internationalt såvel som nationalt, siger Kronprins Frederik til DR.

- Jeg har min erfaring fra de første otte år. Man kunne godt være en lille smule forberedt på, hvad man trådte ind i for otte år siden, men det er ingenting ved siden af den erfaring, jeg har høstet de seneste otte år. Meget af det er selvfølgelig også et godt netværk med folk, der kommer fra alle dele af sportens verden og også uden for sportens verden, siger han.

- Det har givet mig en rigtig god erfaring på, hvordan man opererer og arbejder på internationalt niveau. Vi skal støtte, at de olympiske lege fortsætter uhindret og så klare og stærke som overhovedet muligt. Det er verdens største sportsbegivenhed, og det kommer ikke sejlende af sig selv, siger kronprinsen.

Den 49-årige kronprins gav sin udmelding om IOC i forbindelse med et arrangement i Bagsværd, hvor Team Danmark modtog 50 millioner kroner i støtte fra Salling Fondene.