Overrasket dansk roforbund: Det er vores flagskib

Det kommer bag på det danske roforbund, at den succesfulde letvægtsfirer kan være på vej ud af OL.

Guldfireren fra OL 2008 i Beijing viser guldmedaljerne frem for Kronprins Frederik. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Har man sagt OL, har man også sagt Guldfireren. I hvert fald, hvis man kommer fra Danmark. Den danske herredeltagelse i roklassen ’letvægtsfirer’ har høstet medaljer i stor stil ved OL. Men det kan der nu blive sat en stopper for.

Det internationale roforbund, FISA, kigger nemlig på muligheden for at fjerne en af herrernes rodiscipliner fra OL-programmet for at gøre plads til en kvindedisciplin mere. Der ligger i øjeblikket tre løsningsforslag på bordet, og i alle tre modeller udgår letvægtsfireren for herrer. Det skaber bekymring i det danske roforbund.

- Vi ser på det med meget stor alvorlighed. Fireren er jo vores flagskib. Vi stolte traditioner de sidste mange år, så det er meget alvorligt for os, hvis det er den, der bliver pillet af, siger sportschef i roforbundet, Lars Christensen, til DR.

Guldfireren

1996: OL Guld – Eskild Ebbesen, Thomas Poulsen, Victor Feddersen, Niels Laulund Henriksen

2000: OL Bronze – Eskild Ebbesen, Søren Madsen, Victor Feddersen, Thomas Ebert

2004: OL Guld – Eskild Ebbesen, Stephan Mølvig, Thomas Ebert, Thor Kristensen

2008 :OL Guld – Eskild Ebbesen, Mads Kruse Andersen, Morten Jørgensen, Thomas Ebert

2012: OL Bronze – Eskild Ebbesen, Kasper Winther Jørgensen, Morten Jørgensen, Jacob Barsøe

Kilde: Wikipedia

- Det er meget overraskende, for i den dialog vi hidtil har haft med FISA, der har ikke på noget tidspunkt være indikationer på, at det var letvægtsfireren, der var under pres. Så det er ret overraskende for os, at den pludselig er i spil.

Skaber alliancer med andre lande

Det danske roforbund har nu indtil 6. maj til at komme med indsigelser til beslutningen, og forbundet er i fuld gang med at udfærdige et oplæg i samarbejde med deres politikere og landstrænere.

Samtidig skal Danmark midt i april mødes med de øvrige nordiske lande og drøfte mulighederne for at komme med et fælles forslag, mens roforbundet også er i dialog med store ronationer som England, Frankrig og Tyskland.

Lars Christensen tør ikke udtale sig om chancerne for, at letvægtsfireren kan overlevet i OL-regi, men han påpeger, at den olympiske komite, IOC, skal bakke op, før der kommer nogen som helst ændringer, så Christensen er optimist.

- Som det ser ud nu, tror jeg ikke på, at de kan få to tredjedele af stemmerne hjem til at trække letvægtsfireren ud af OL-programmet, siger Lars Christensen.

Der skal stemmes om fremtiden for det olympiske roprogram i februar næste år, hvor letvægtsfirerens skæbne altså så bliver afgjort.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: