René Holten hyldet som verdens bedste

Der var lørdag aften international hæder til den danske kajakroer René Holten Poulsen.

Kajakroeren René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub er verdens bedste mandlige roer på tværs af alle kano- og kajakdiscipliner.

Det blev slået fast lørdag aften i Barcelona, hvor den 27-årige dansker fik overrakt The Golden Paddle under World Paddle Awards. The Golden Paddle er kano- og kajaksportens Oscar.

René Holten Poulsen var nomineret til prisen i kategorien årets sportsmand 2015, hvor han var oppe mod så stærke navne som Sebastian Brendel fra Tyskland, verdensmester i kano, og Jiri Prskavec fra Tjekkiet, verdensmester i kajakslalom.

Skrev historie

At det blev danskeren, der løb med den fornemme pris, kunne René Holten Poulsen takke en fantastisk 2015-sæson for.

Her skrev han både dansk og international kajakhistorie ved at blive dobbelt verdensmester i 500 og 1000 meter enerkajak ved VM i Milano.

Tidligere på året fik René Holten Poulsen national hæder for sin præstation med titlen som årets sportsnavn og vinder af BT's Guld.

Det var i øvrigt andet år i træk, at en dansker vandt The Golden Paddle. Sidste år var det René Holten Poulsens klubkammerat Emma Jørgensen, der vandt prisen i juniorkategorien.

/ritzau/

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: