SPORTSDAGEN Esbjergensere på revanchejagt i Vojens

Der er lagt op til et brag i Vojens, og så debuterer Hareide på græsset i Herning.

De sønderjyske spillere skal forsøge at vinde den første kamp i semifinaleserien foran hjemmepublikummet. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Der er ikke mange nedslagspunkter i dagens sportsprogram, men skulle trangen til et stykke med sport alligevel komme over dig i løbet af dagen, så er der lidt at se frem til.

Is-slag i Vojens

TV 2 Sport, 19.30

Det kan godt være, at det overordnet set er en stille dag på sportsfronten, men i Vojens gør man sig klar til kamp.

Der bliver uden tvivl tryk på, når de lokale helte løber på isen i SE Arena og tager imod ærkerivalerne fra Esbjerg i de to mandskabers første møde i semifinalerne, der afvikles som bedst af syv-kampe.

Det er fjerde gang på fire år, at de to klubber skøjter sammen i slutspillet, og senest stod de over for hinanden i finaleserien sidste år, hvor aftenens værter endte med at vinde DM-guldet. Mon ikke Esbjerg øjner mulighed for revanche?

Fuld fart på i Katalonien

Eurosport 1, 15.30

Hverken Froome, Quintana eller Contador vil formentlig for alvor føle sig udfordret af den sidste stigning på dagens etape i Katalonien Rundt. Målområdet findes i 423 meters højde, og for de garvede klatrere er det næsten at regne for et bump på vejen.

Men det går trods alt op ad bakke på den sidste del af etapen, og der er derfor mulighed for et gedigent lille eftermiddagsdrama på to hjul i det nordøstlige Spanien.

Sprinteren Nacer Bouhanni vandt mandag den første af løbets syv etaper.

Åges første dag med støvlerne på

MCH Arena i Herning, 18.00

Efter et langt indløb sker det endelig. Landsholdsspillerne skal for første gang modtage ordrer og taktiske dessiner på norsk, når Åge Hareide styrer slagets gang i den første træningssession e.M.O (Efter Morten Olsen, red.).

Åge Hareide skal føre Danmark til VM i Rusland i 2020. I dag tager han for alvor fat på arbejdet. (Foto: Anders KjæRbye © Scanpix)

Vil nordmanden med det vindende smil blive mødt af uforstående blikke og opgivende trækken på skuldrene, når han forsøger at kommunikere, eller har spillerne læst den norske fodboldparlør, så de allerede nu forstår ord som ’sleivspark’ og ’keiva’?

Vi får syn for sagn på MCH Arena, som er åben for nysgerrige landsholdsentusiaster og andet godtfolk, der befinder sig i det midtjyske.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: