SPORTSDAGEN Kan KIF Kolding vinde det nordiske CL-afdansningsbal?

Søndagen byder på nordisk håndboldopgør og Riddersholm versus Solbakken i Superligaen.

KIF Kolding København-træner Antonio Carlos Ortega var i ugens løb hovedperson i en sag mod klubben. (Foto: Frank Cilius © Scanpix)

KIF Kolding København – IFK Kristianstad (håndbold)

DR1, kl. 16.35. Kolding København har udspillet sin rolle i årets udgave af Champions League. Inden søndagens sidste opgør i gruppe B ligger de forsvarende danske håndboldmestre fra sidst.

Der er dog en meget enkel opskrift på at slutte på gruppens lidet flatterende jumboplads – det kræver blot en sejr over Kristianstad. Svenskerne ligger nemlig lige over KIF-mandskabet, der har haft alt andet end en optimal optakt.

Fredag kom det frem, at klubben har fået en bøde på 100.000 kroner for at bruge træner Carlos Ortega ulovligt.

Skiskydning, VM (forfølgelsesløb)

DR1, kl. 13.25. Inden håndboldkampen afgøres først mændenes 12,5 km forfølgelsesløb og derefter kvindernes 10 km ditto.

Ole Einar Bjørndalen snuppede lige sin VM-medalje nummer 41 lørdag. (Foto: Jonathan Nackstrand © Scanpix)

På løjperne udenfor Oslo skal de norske hjemmebaneyndlinge forsøge at løbe og skyde mere metal hjem. Indtil videre er blevet til tre medaljer for nordmændene – den seneste blev vundet lørdag af den 42-årige legende Ole Einar Bjørndalen.

AGF – FC København (fodbold)

TV3+, kl. 18.00. I Alka Superligaen står to af de senere års mest markante trænerskikkelser igen ansigt til ansigt. AGF med Glen Riddersholm i spidsen tager imod FC København og manager Ståle Solbakken.

Og det skal nok komme til at slå gnister mellem de to temperamentsfulde herrer, når AGF skal forsøge at tage point fra duksene i forsøget på at hænge på ligaens midterfelt.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: