Største donation nogensinde: Team Danmark får 50 millioner kroner

Team Danmark får endnu bedre mulighed for at støtte OL-atleter frem mod Tokyo i 2020 med kæmpedonation.

Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen vandt bronze i 49eren ved OL i Rio. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Med en engangsdonation på 50 millioner kroner får Team Danmark endnu bedre muligheder for at støtte en række af Danmarks bedste atleter frem mod OL i Tokyo 2020.

Det meddeler Team Danmark på et pressemøde mandag i Bagsværd.

Donationen kommer fra Salling Fondene, og de 50 millioner kroner er den største enkeltstående donation i dansk eliteidræts historie.

Linkbox Læs også Haves: Verdensklasse-sportsfolk. Ønskes: Flere private donationer

Pengene er øremærket til at give bedre rammer for OL-atleter, trænere og ledere i jagten på flere danske OL-medaljer.

En del af pengene vil gå direkte til enkelte atleter, men også OL-atleter og -trænere generelt inden for svømning, cykling (herunder BMX), roning, kajak, brydning, sejlsport og skydning vil få glæde af støtten.

Ikke første donation

Stipendierne og den individuelle støtte skal hjælpe atleterne med blandt andet generelle leveomkostninger, børnepasning og uddannelse.

Pengene skal også sikre, at Danmark kan få fingre i og fastholde de dygtigste trænere, at man har adgang til det bedste udstyr og kan planlægge træning og konkurrence ideelt.

Linkbox Læs også VIDEO-OVERBLIK Danmark fik 15 medaljer til OL

Salling Fondene har også tidligere doneret penge til Team Danmark.

Frem mod OL i London i 2012 fik Team Danmark to gange ti millioner kroner, og frem mod OL i Rio sidste år fik man først ti millioner, så 15 millioner og siden 30 millioner kroner.

Danmark vandt ved OL i Rio 15 medaljer.

/ritzau/