Sverige siger farvel til Kongen af Bordtennis

Jan-Ove Waldner slog i dag sin sidste bold som elitespiller efter en karriere, der strakte sig over 38 år.

- Fem ud af ti kalder mig kongen.

Et udsagn, som kun en vaskeægte legende kan slippe af sted med at ytre uden at blive mødt med mishagsytringer og beskyldninger om arrogance i overflod.

Jan-Ove Waldners titler
  • Olympisk mester i herresingle i 1992 (tabte ét sæt i turneringen) og sølvvinder i år 2000
  • Verdensmester i herresingle i 1989 og i 1997 (uden sættab) samt tabende VM-finalist i herresingle i både 1987 og i 1991
  • Vinder af World Cup i 1990
  • Europamester i herresingle i 1996
  • Vinder af Europa Top 12 i 1984, 1986, 1988, 1989, 1993, 1995 og 1996
  • Verdensmester for hold i 1989, 1991, 1993 og 2000
  • VM: 6 guld, 7 sølv og 4 bronze. EM: 11 guld, 5 sølv og 3 bronze.
Kilde: Dansk Bordtennis Union

Heldigvis for 50-årige Jan-Ove Waldner er det nøjagtig, hvad han er; en levende legende, der i årtier har henrykket ved bordtennisbordene verden over.

Den svenske bordtennisekvilibrist indstiller i dag karrieren, og derfor fylder han i overskrifterne på samtlige svenske nyhedsmedier, der hylder hans 38 år lange karriere. Samt støver nogle af mandens gamle citater af. Et af dem er altså ovenstående, der formentlig ikke ligger langt fra sandheden og giver et godt billede af, hvor stor han er på den anden side af Sundet.

I sit hjemland nævnes han nemlig i samme åndedrag som Ingemar Stenmark og Björn Borg som værende toppen af Sveriges sportslige monarki.

Resultatlisten taler selvfølgelig sit eget tydelige sprog, da den tæller titler som olympisk guld, seks VM-guldmedaljer, world cup-sejr samt meget mere.

- Han rykkede grænser

Her på redaktionen er vi så heldige at være på hold med en tidligere kæmpe i dansk bordtennis, tidligere Danmarksmester Jan Harkamp. Han har mødt Jan-Ove Waldner flere gange, og har altid nydt at se svenskeren i aktion.

- For mig er der ingen tvivl. Hvis man skal lave en top 5 over de største sportsstjerner de sidste 50 år, så hører Waldner med på den. Det handler ikke bare om hans utallige sejre, men måden han vandt dem på. Ligesom Roger Federer i tennis fik han alt til at gå op i en højere enhed.

- Hans overlegne teknik og mentale tilstand i kamp kommer til at stå tilbage. Han rykkede ved grænserne for, hvad man kan med et bordtennisbat. Det var en æstetisk nydelse at se ham, når han var bedst, siger Jan Harkamp.

I torsdags annoncerede han, at han ville slutte karrieren med en sidste ligakamp, samme sted som den startede 38 år tidligere, i Liljeholmshallen i Stockholm, hvor Ängby/Spårvägen møder BTK Rekord.

Foran et begejstret publikum blev hans sidste optræden på højeste niveau dog til et nederlag på 3-1 til en modstander, der er 26 år yngre end ham selv.

Fremover vil Waldner dog stadig spille på ITTF's Legends Tour samt diverse opvisningskampe.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: