Tredobbelt verdensmester brændte ud: Ville bare se serier under dynen

Verdensmesteren i orienteringsløb, Maja Alm, måtte trække stikket, da det hele blev for stresset for hende i januar.

I starten af august sidste år slog Maja Alm for alvor sit navn fast i dansk idræt. Den 27-årige orienteringsløber viste sig fuldstændig suveræn ved VM i Inverness i Skotland, da hun løb sig til guldmedalje i tre discipliner.

Det medførte ikke overraskende en masse opmærksomhed fra blandt andet pressen, men i januar måned gik klappen ned for Maja Alm. Eksamenspres, deltagelse i DR’s gallashow, henvendelser fra journalister samt planlagte oplæg og foredrag blev for meget for Alm, der simpelthen var nødt til at trække stikket.

Maja Møller Alm

Født 10. juli 1988

EM 2010: 1 bronzemedalje

EM 2012: 1 bronzemedalje

VM 2012: 1 sølvmedalje

EM 2014: 1 sølvmedalje

VM 2014: 2 sølvmedaljer, 1 bronzemedalje

VM 2015: 3 guldmedaljer

- Jeg følte, at min krop var i en stresssituation. Jeg havde nok kørt for hårdt på på alle parametre. Jeg skulle egentlig have løbet DM i crossløb, som Dansk Atletikforbund arrangerer i slutningen af januar, men da jeg vågnede om morgenen, kunne jeg bare mærke, at det skulle jeg slet ikke. Min krop var helt færdig, siger Maja Alm til DR.

- Jeg var helt vildt træt og kunne slet ikke overskue noget. Hverken fysisk eller socialt. Jeg havde bare lyst til at ligge i min seng inde under dynen og se serier på Netflix. Jeg plejer ellers at være ret social, så det var underligt, at kroppen reagerede så prompte, fortæller hun.

Skal passe på sig selv

Nu er kurven vendt, og Maja Alm har fået styr på de mange elementer i sit liv, der skal balanceres nøje. Hun er i øjeblikket på træningslejr med landsholdet i nærheden af byen Mira midt på den portugisiske kyst, og her har hun fundet balancen i en sådan grad, at der nu igen trænes fuldt igennem.

Jeg havde bare lyst til at ligge i min seng inde under dynen og se serier på Netflix

Maja alm

- Hernede skal vi ikke andet end at træne, spise og sove. Vi kan generelt godt lide at spille spil sammen og sidde og snakke, men jeg har prøvet om aftenen at trække mig ind på værelset og lavet lidt krydsogtværs for bevidst at lade op, så jeg ikke bare fylder på med sociale ting. Efter en uge kunne jeg mærke, at det begyndte at løsne, og jeg fik lyst til at være mere sammen med de andre. Jeg er normalt en person, der snakker meget, og det kom også tilbage.

- Vi tog det lidt roligt med træningen de første par dage hernede, men nu føles det helt fint. Jeg prøver stadig at være obs på engang imellem at sætte mig ind på værelset, så det ikke bliver for meget. Mange gange har det været mig, der har taget initiativet til alt muligt, men det gør jeg ikke lige nu. Jeg skal også lige passe på mig selv, siger Maja Alm.

Næste store mulighed for at udvide samlingen af guldmedaljer i skabet er i slutningen af maj, hvor der løbes EM ved den tjekkiske by Jesenik. Og så er der jo også VM ved Strömstad i Sverige til august, hvor Maja Alm skal forsøge at forsvare sin tre, flotte guldmedaljer fra i fjor.

En uge er gået i regnfulde Portugal og her halvvejs inde i træningslejren, er det tid til en tiltrængt hviledag. Det er...

Opslået af Maja Alm - Atletprofil på 15. februar 2016

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: