Danmarks bedste kvindelige vandpolo-spiller er markant bedre end sine kvindelige modstykker.

Helt hul i badehætten er det altså ikke. Emma Morgen Hansen er den bedste kvindelige vandpolo-spiller, og hun træner til daglig med Slagelse vandpolo-klubs herrehold.

- Jeg har udviklet mig rigtig meget, fordi jeg har fået lov at spille med mændene. Og det har også gjort, at jeg kunne komme til udlandet, siger Emma Morgen Hansen og fortæller samtidig, at hendes storebrødre inspirerede hende til at begynde til vandpolo som 8-årig.

Og nu er hun så langt bedre til den van(d)skelige sport end sine kvindelige modstykker, at det ville være håbløst for 23-årige Emma Morgen Hansen at træne med sit eget køn:

- Sammenligner man med fodbold svarer det til, at Michael Laudrup – da han var allerbedst – skulle spille i en 3. divisionsklub, så meget bedre er hun end de andre kvindelige spillere i Danmark, siger Søren Dietz Elmstrøm, Danmarks landstræner i vandpolo.

Tilbage til Frankrig

Efter flere år som fuldtidsprofessionel i udlandet vendte Emma Morgen Hansen for to år siden tilbage til Danmark for at læse idræt, men eftersom det danske vandpolo-niveau hurtigt blev for lavt, pendler hun nu til Frankrig og spiller for mesterklubben Lille.

- I frankrig træner jeg to timer om dagen, så det er vel 5-6 timer om dagen.

Når hun er færdig med studiet om et år, flytter hun igen til Frankrig for at kunne leve som fuldtidsprofessionel.

- Jeg savner at kunne bruge meget tid på min sport og Frankrig som land, som jeg rigtig godt kan lide. Så det bliver en rigtig god oplevelse, det er jeg sikker på, slutter Emma Morgen Hansen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: