VIDEO Pernille Blume er Årets Sportsnavn

Svømmeren hyldes for sine to OL-medaljer med den fornemme pris ved DR’s store gallashow.

Svømmeren Pernille Blume har vundet titlen som Årets Sportsnavn, der lørdag aften blev uddelt ved DR’s årlige gallashow, Sport 2016, i Herning.

Det har været et ualmindeligt succesfuldt år for dansk sport, og ikke mindst de 15 danske medaljer ved OL i Rio har gjort feltet af kandidater til kåringen som Årets Sportsnavn ekstremt tæt.

Pernille Blume overraskede Danmark og resten af verden, da hun vandt guld ved OL i svømmedisciplinen 50 meter fri. Tre kvarter senere snuppede hun så også OL-bronze i holdkappen sammen med Mie Ø. Nielsen, Rikke Møller Pedersen og Jeanette Ottesen.

De fantastiske præstationer ved OL betyder, at Pernille Blume er Årets Sportsnavn, og hun vinder hæderen foran Sara Slott Petersen, der vandt OL-sølv i 400 meter hæk, samt håndboldherrerne, som vandt guld ved OL.

Årets Sportsnavn uddeles af Jyllands-Posten og DIF, og Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik stod for overrækkelsen af prisen til Pernille Blume.

Årets Sportsnavn-prisen er blevet uddelt siden 1991, hvor svømmeren Mette Jacobsen vandt. Vinderen vælges delvist af stemmer fra danskerne samt af en komité, der blandt andre tæller kulturministeren, formanden for Team Danmark, formanden DIF samt Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør.

Sidste år var det Pernille Blumes kæreste, kajakroeren René Holten-Poulsen, der blev Årets Sportsnavn.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve