Franske Martin Fourcade ligner mere og mere en samlet vinder af World Cup'en. I dag vandt han i Ruhpolding.

Den førende i skyskydnings-world cup’en, Martin Fourcade, viste endnu en gang sin suverænitet, da han sejrede i den individuelle konkurrence i sæsonens femte World Cup-afdeling. Fourcade var 17 sekunder hurtigere end østrigeren Simon Eder efter 20 kilometers skiløb og fire skydninger. Russeren Anton Shipulin tog tredjepladsen, yderligere 11 sekunder efter.

Spændingen var dog stor til det sidste – Simon Eder lå længe til sejren, men på sidste skydning kom en enkelt forbier og så måtte østrigeren nøjes med andenpladsen. Med sejren – nummer 42 i karrieren - udbyggede Martin Fourcade sin føring i World Cup’en, og her halvvejs i sæsonen ligner han et samlet vinder for femte år i træk.

Norsk skuffelse

Konkurrencen, der blev afviklet i kraftigt snevejr, blev en stor skuffelse for nordmændene. Favoritterne kiksede på stribe, og så blev eneste nordmand i top ti den relativt upåagtede Erlend Bjøntegaard på en niendeplads. Veteranen Ole Einar Bjørndalen vandt sæsonens første løb i denne disciplin, men gik helt ned i dag og sluttede som nummer 44.

World cup-løbene i Ruhpolding fortsætter torsdag med kvindernes individuelle konkurrence, som vi sender direkte på DR1 torsdag kl. 14.10.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: