Knækket hestetand koster medaljechance for OL-rytter

De er vant til at fejre triumfer sammen, men til weekendens DM i dressur må Anna Kasprzak stille op uden sin vante makker, hesten Donnperignon.

(Foto: tony Gentile © Scanpix)

De fleste kender til smerterne ved en slem omgang tandpine, og det er lige præcis den slags problemer, der er kommet i vejen for dressurrytter Anna Kasprzak. Det er dog ikke hendes eget tandsæt, der driller. Det er i stedet Donnperignon, hendes 18-årige hest, der har ballade med bisserne.

- Han er jo i en alder, hvor tænderne åbenbart begynder at se en lille smule gamle ud. Og så var han til et rutinetjek hos tandlægen for nogle uger siden, og det viste sig, at han havde en flækket kindtand, som sad ret træls, siger Anna Kasprzak.

I første omgang var håbet, at man kunne vente med det helt store indgreb til efter sæsonen, men røntgenbillederne af tandsættet viste, at problemerne var til så stor gene for Donnperignon, at der kun var én ting at gøre.

- Vi blev enige om bare at få hevet de dumme tænder ud hurtigst muligt, siger den 27-årige dressurrytter.

To tænder hevet ud

Den flækkede kindtand blev altså fjernet, og da tandlægerne vurderede, at det blot var en spørgsmål om tid, før den tilsvarende tand i den anden side af overmunden også ville flække, blev også den hevet ud.

Operationen og den efterfølgende smertestillende medicin gør, at Donnperignon ikke er klar til weekendens Danmarksmesterskab i dressur. Derfor må Anna Kasprzak nu stille til start uden sin vante makker fra blandt andet OL i både London og Rio - og med det vinker hun samtidig farvel til håbet om medaljer.

- Ja, det vil jeg mene, for det er jo en meget væsentlig ting, at jeg mangler Donnperignon. Rock Star, som jeg starter i stedet for, er kun 9 år, og det er første gang, han går DM.

- Han er meget grøn på det her niveau, siger Anna Kasprzak, der sidste år vandt DM-sølv, mens det i både 2015 og 2013 blev til guld - alle vundet med Donnperignon.

Når Anna Kasprzak senere på måneden skal ride det endelige udtagelsesstævne til EM, er det igen i selskab med Donnperignon. Hvordan Kasprzak, Rock Star og resten af dressurfeltet klarer sig til DM i denne weekend, kan du følge lige her på dr.dk.

DM bliver afholdt på Broholm Slot på sydfyn. Du kan følge med på dr.dk, når vi viser DM for seniorer fra kl. 15.30.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: