SPORTSDAGEN Kan Arsenal stoppe Barcas MSN?

Der er interessant Champions League-fodbold – både for de voksne, samt de lidt yngre - på sportsmenuen i dag.

Messi, Suarez og Neymar. MSN. (Foto: ALBERT GEA © Scanpix)

Tirsdag står først og fremmest i Champions League-fodboldens tegn. FC Barcelona er hyppigt repræsenteret blandt dagens interessante kampe, men det plejer jo ikke at være skidt for underholdningen.

Arsenal – FC Barcelona (fodbold, Champions League)

3+, kl. 20.45

MSN.

Engang var det forkortelsen på en populær chattjeneste, hvorigennem normale mennesker kunne kommunikere med hinanden.

Nu er det forkortelsen på en nærmest overjordisk trio, hvis kommunikation foregår næsten telepatisk.

FC Barcelonas Messi, Suarez og Neymar er MSN.

Tilsammen har de tre angribere scoret 91 mål i denne sæson i alle turneringer, og i aften står de over for Arsenal, når Barcelona gæster London-klubben i 1/8-delsfinalen i Champions League.

Spørgsmålet er naturligvis, om Arsenals forsvars kan formå at lukke ned for Barcelonas målglade sydamerikanere?

Umiddelbart virker det jo som en umulig opgave, men London-klubben kan finde trøst i deres sidste skanse. Målmanden Petr Cech. Tjekken er nemlig aldrig nogensinde blevet passeret af Lionel Messi.

Tomorrow?

Et billede slået op af The Sport Bible (@thesportbible) den

Og hvis Arsenal skal have en chance for at gå videre til kvarfinalerne i Champions League, skal Cech gerne forlænge den statistik.

I den anden ottendelsfinale gæster Bayern München Juventus. Den kamp går ligeledes i gang kl. 20.45 og kan ses på TV 3 Sport 1.

FC Barcelona – FC Midtjylland (fodbold, ungdoms Champions League)

TV 3 Sport 1, kl. 14.00

Det er ikke kun FC Midtjyllands seniormandskab, der imponerer i Europa – holdets akademi er også godt kørende.

FCM’s U19-hold har nemlig spillet sig frem til ottendelsfinalerne i ungdsomsudgaven af Champions League. I sidste runde spillede midtjyderne 4-4 mod Atletico Madrid og gik siden videre på straffesparkskonkurrence. Inden da var alle midtjydernes kampe i Champions League faldet ud til dansk fordel.

Nu venter FC Barcelonas yngre udgave så.

Et hold, der tidligere har lagt trøjer til spillere som Andres Iniesta, Xavi og Lionel Messi.

Om klubbens nuværende talenter kan strække potentialet lige så langt, er naturligvis svært at spå om, men du kan jo forsøge at dømme selv ved at se med fra kl. 14.00.

Aalborg Håndbold – GOG (håndbold)

TV 2 Sport, kl. 20.30

Aalborg Håndbold tager imod fynske GOG i en kamp, hvor det gælder om at holde sig til i tæt på top fire, der jo giver adgang til sæsonafslutningen, final4.

For de to holds vedkommende gælder det, at et nederlag vil være katastrofalt for bestræbelserne på at nå førnævnte final4. Aalborg ligger på en øjeblikkelig 7.-plads med tre point op til KIF Kolding på 4.-pladsen. Og lige over Aalborg residerer GOG med 24 point – et enkelt mere end Aalborg.

Men selvom fynboerne er bedst kørende i ligaen, er det Aalborg, der vandt de to holds sidste indbyrdes møde. 28-25 endte det ved den lejlighed.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: