SPORTSDAGEN Nakker Danmark også Island?

De danske fodboldkvinder møder Island ved Algarve Cup.

(Foto: Filipe Farinha © Scanpix)

Georgien - Danmark (Tennis, Davis Cup)

Kl. 10.00

Det danske tennislandshold er på en eksotisk, om end svær opgave. Holdet spiller i eftermiddag Davis Cup-landskamp i Georgien.

Kampen er et førsterundeopgør i den navnkundige Europa/Afrika Group II, som er det tredjehøjeste niveau i verden.

Danmark stiller med forholdsvis ungt og uprøvet mandskab, hvor bedste spiller er Frederik Løchte Nielsen, som er nummer 374 i verden.

På Georgiens mandskab finder man blandt andre verdensranglistens nummer 118 Nikoloz Basilashvili. Hjemmeholdet må derfor tilskrives favoritværdigheden.

Kampen bliver ikke vist i TV, men Dansk Tennis Forbund opdaterer på Twitter.

Danmark – Island, Algarve Cup (fodbold)

Kl. 16.00

De danske kvinder spiller deres anden kamp ved Algarve Cup i Portugal.

Og her kom danskerne godt fra start forleden mod Canada, hvor holdet sled sig til en sejr på 1-0.

Nu gælder det så Island, som formodentlig vil kræve en væsentlig fysisk indsats at overkomme. Men som det forstås af videoen herover, er kvinderne i hvert fald parate til at 'nakke' fredagens modstandere.

Det drabelige opgør bliver ikke vist på tv, men efter kampen vil der her på dr.dk/sporten være højdepunkter fra opgøret. I sin sidste kamp i gruppen skal Danmark møde Belgien.

Herning Blue Fox – Odense Bulldogs (Ishockey)

Kl. 18.00, TV 2 Sport

I ishockey-ligaen er de nået til kvartfinalerne. Og i aften spilles de første af slagsen.

I Herning mødes grundspillets nummer 4 og 5, når pokalvinderne fra Odense Bulldogs gæster Herning Blue Fox.

De to hold har mødt hinanden fem gange i indeværende sæson med tre sejre og to nederlag til følge for hedens helte. Så det må forventes at blive et tæt opgør i Herning.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: