Svømmerne har testet Rio-forhold på Bermuda

Landstræneren mener ikke, at svømmerne vil få svært ved at tilpasse sig klimaet og tidsforskellen ved OL i Rio i august.

Landstræner Nick Juba og svømmelandsholdet har været på træningstur til Bermuda. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Når OL begynder 5. august i Rio de Janeiro i Brasilien kommer de danske atleter til at være i aktion på tidspunkter, som ligger 6 timer forskudt i forhold til dansk tid. Fx vil semifinaler og finaler i svømning finde sted mellem klokken 22 og midnat dansk tid.

Tidsforskellen kan påvirke atleterne fysiologisk og psykologisk og dermed deres præstation, når søvnmønstret og spisetiderne ændres i kombination med et også meget anderledes klima med varme og høj luftfugtighed.

I dag er svømmerne vendt hjem efter 15 dages træningslejr på Bermuda, hvor man har testet præstationerne og målt på søvn under forhold, der minder om Rio.

- Jeg var meget nysgerrig efter, hvordan vi ville klare udfordringerne. Men for at være ærlig, så tror jeg ikke, at det skabte særlig mange problemer. Selvfølgelig reagerede svømmerne forskelligt, både på svømmetræningen og ændringerne i søvn- og spisemønsteret. Men vi har fået en god og positiv respons fra hver eneste af svømmerne, siger landstræner Nick Juba.

Vejret på Bermuda svarer til Rio i august

Selve træningen var tilrettelagt, så svømmerne vænnede sig til forholdene.

- Vi sørgede for, at skiftet til aftenstid foregik gradvist. Svømmerne følte sig uden tvivl en smule desorienteret ved de meget sene træningstider. Der er noget uvirkeligt over oplevelsen. Men jeg synes, at gruppen fik tilpasset sig forholdene meget hurtigt, og nogle af dem fik energi af ændringerne, siger Nick Juba.

Landstræneren valgte Bermuda beliggende 1200 km sydøst for New York på grund af klimaet og ø-rigets uforudsigelige vintervejr. Der var solskinsdage, regnvejrsdage og dage med høj luftfugtighed og masser af kraftig vind. Og temperaturen lå mellem 18 og 22 grader.

- Det afviger ikke meget fra det vejr, jeg regner med, at der er i Rio til august. Der var nok lidt koldere, end Rio vil være. Men det var bestemt okay, og svømmerne håndterede det godt, siger Nick Juba.

Team Danmark: Tidszonen går den rigtige vej

Team Danmark havde tre konsulenter med på Bermuda for at teste svømmerne, blandt andre Lars Johansen, der er fysiologisk konsulent i Team Danmark:

- Fysiologisk er det ikke den store udfordring, for tidsmæssigt går det den rigtige vej. Man kan godt præstere senere på dagen, så det er ikke så tosset. Men det kræver, at man er fortrolig med det, og det har vi testet på Bermuda.

- Jeg var fortrøstningsfuld, før vi tog af sted, og det er jeg sådan set stadig, siger han.

Konsulenterne fra Team Danmark har blandt andet målt på søvnkvalitet og søvnmængde.

- Det ser ud til, at man efter lidt tilvænning faktisk godt kan klare udfordringen at være frisk, når det er mørkt og hvile når det er lyst uden for. Det kræver selvfølgelig, at man tager nogle praktiske forholdsregler, siger Lars Johansen.

Fastholder planlagt træningslejr op til OL

Han peger også på, at atleterne er godt trænede, og de er erfarne og vant til at konkurrere globalt i forskellige tidszoner.

- Det her var de første tests, og med de data har vi rigtig god mulighed for at justere vores setup, og der bliver også mulighed for at teste ting af herhjemme, og det her var den første lakmusprøve på det koncept, vi har udarbejdet, siger han.

Opholdet i Bermuda har da heller ikke umiddelbart givet grund til at ændre på rejseplanerne i forhold til OL.

Svømmelandsholdet vil tage på træningslejr i udkanten af Rio 11-12 dage før svømmekonkurrencerne begynder for at minimere rejsetiden op til legene.

Mange kæmper stadig for OL-udtagelsen

Mens nogle af svømmerne, blandt andre Rikke Møller Pedersen, vendte hjem til Danmark i dag, er landstræneren rejst videre til USA for at besøge nogle af de danske svømmere, der bor der og ikke deltog i træningslejren.

- Mange af svømmerne mangler stadig at kvalificere sig til OL-udtagelsen og det bliver deres fokus i den kommende tid, siger Nick Juba, der skal støtte svømmerne og deres trænere op til sæsonstart med henblik på udtagelsen til OL i Rio.

Otte svømmere var med på Bermuda i 15 dage; heraf er de fem udtaget til OL. Det er Rikke Møller Pedersen, Lotte Friis, Jeanette Ottesen, Mie Østergaard Nielsen og Victor Bromer.

Verdensrekordholderen i 200 meter brystsvømning Rikke Møller Pedersen er glad for Bermudaopholdet.

- Vi har fået en god start på 2016, og det er et godt springbræt for, hvad der skal ske i år, hvor der er OL, så vi har mærket til, hvordan det bliver i Rio, siger hun.

Læs mere om det danske OL-hold her.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: