Svømmeunion straffer frafaldet VM-vært med udelukkelse

Mexico er blevet midlertidigt udelukket af Den Internationale Svømmeunion, efter at landet trak sig som vært.

(Foto: Francois xavier Marit © Scanpix)

Den Internationale Svømmeunion (Fina) har valgt at straffe Den Mexicanske Svømmeunion med en midlertidig suspendering.

Årsagen er, at Guadalajara i Mexico trak sig som vært for VM på langbane næste år, meddeler Fina ifølge nyhedsbureauet AFP.

Fina oplyser ikke noget om, hvorvidt udelukkelsen vil påvirke mexicanske svømmeres muligheder for at være med ved OL i Rio til sommer.

Guadalajara blev i 2011 tildelt værtskabet for VM-stævnet, men for cirka et år siden kom det frem, at mexicanerne trak sig.

Det skyldtes, at de ikke kunne få økonomien til at hænge sammen.

I marts sidste år blev det derfor besluttet, at Budapest skulle være vært for VM.

Den ungarske by havde egentlig sikret sig værtskabet for VM i 2021, men i stedet kommer Budapest altså til at afholde VM allerede næste år.

VM på langbane bliver afviklet hvert andet år.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: