Djokovic: Tennis-herrerne skal tjene mere end kvinderne

Den dominerende herrespiller mener, at herretennis skal belønnes med flere præmiepenge end dametennis

Verdens bedste mandlige tennisspiller, Novak Djokovic, mener, at herrerne skal have flere præmiepenge end damerne.

Med sin udmelding bærer Djokovic mere brænde til det ligelønsbål, som er blusset op efter en turneringsdirektør har sagt, at dametennis skal takke herrerne for at trække læsset.

Efter sin femte turneringssejr i Indian Wells erklærede Djokovic sig uenig med turneringsdirektøren Raymond Moores bastante udmelding og konstaterede, at damerne "har kæmpet for det, de fortjener, og har fået det".

Kæmp for mere

Men Djokovic tilføjede også, at herrernes organisation (ATP) "burde kæmpe for mere".

- Jeg synes, at vores ATP burde kæmpe for mere, fordi statistikkerne viser, at vi har mange flere tilskuere til herrernes kampe.

- Jeg synes, at det er en af grundene til, at vi måske burde tildeles mere, siger Novak Djokovic.

De kontroversielle udtalelser fra Indian Wells' turneringsdirektør, Raymond Moore, kom under en morgenmads-seance med journalister, der dækkede turneringen.

- Hvis jeg var en damespiller, ville jeg gå ned på knæ hver aften og takke Gud for, at Roger Federer og Rafael Nadal blev født, for de har trukket læsset for denne sport, sagde Moore blandt andet med henvisning til de to mandlige tennisstjerner.

Det har skaffet ham modvind af orkanstyrke fra blandt andre Serena Williams, og Raymond Moore har undskyldt sine udtalelser.

/ritzau/AFP

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: