Guf til natteravne: Rivaler brager sammen i Australian Open

Det bliver tennis i verdensklasse, når Maria Sharapova og Serena Williams mødes i Australian Open i nat dansk tid.

De startede 128, nu er der kun otte tilbage. For en uge siden blev årets første Grand Slam skudt i gang, og i løbet af de syv dage har 120 kvindelige tennisspillere måtte lade turneringslivet i den så prestigefyldte Australian Open.

I nat dansk tid skal endnu en spiller forlade turneringen, når de to giganter Maria Sharapova og Serena Williams krydser klinger i det, der må betegnes som det største rivalopgør i den kvindelige tennisverden.

- Der har været nogle gnidninger uden for banen, og det har givet et rivaliserende element i det her opgør. Rent sportsligt har Serena Williams dog skilt sig ud, og hun er jo nok den bedste spiller i historien.

- Det giver noget spænding med de her rivaliserende kampe, og selvom rivaliseringen primært er opstået fra ting, der ikke handler om noget sportsligt, er der en rivalisering mellem de to spillere, siger tidligere topspiller og Fed Cup-kaptajn Kenneth Carlsen til DR Sporten.

Manglende konkurrence

Da Maria Sharapova vandt Wimbledon i 2004 i en alder af blot 17 år efter sejr over netop Serena Williams, var forventningerne til den 188 centimeter høje russer tårnhøje.

Serena Williams blev overbevisende slået med cifrene 6-1, 6-4, og det lignede, at der var kommet en ung fremadstormende spiller til den internationale tennisscene, der skulle vælte Williams-imperiet, hvor søsteren Venus også har været med til at dominere tennisscenen.

Selvom det siden da er blevet til US Open-sejr i 2006, Australian Open-sejr i 2008 og French Open-sejr i 2012 og 2014, har man alligevel ikke fornemmelsen af, at Sharapova har fået udløst det enorme potentiale hun besidder. Den nu 28-årige Maria Sharapova er ikke blevet den konkurrent, der kan true Serena Williams.

- Man har set på herrernes side, at der hele tiden kommer nye, og det mangler der hos damerne. Der mangler en, der kontinuerligt kan udfordre Serena Williams og tage titlerne fra hende. Hun har taget dametennis til et andet niveau, . Jeg savner lidt en, der kan tage kampen op med hende, når hun spiller godt og ikke kun, når hun har en dårlig dag.

- Maria Sharapova har manglet stabilitet, og hendes serv har været for svingende. Hun er generelt for svingende i sine præstationer, og det kan man ikke være i en Grand Slam, for der skal man vinde syv kampe for at vinde. Derfor er hun aldrig blevet til den konkurrent, jeg efterlyser, siger Kenneth Carlsen.

Så derfor er spillerne glade for, at 34-årige Serena Williams så småt nærmer sig sin karrieres efterår.

- Jeg tror inderst inde, at mange af damerne håber på, at Serena Williams snart stopper. De ved godt, at hun er den bedste, når hun spiller godt. Samtidig er det da også en udfordring, som de godt kan lide, men inderst inde tror jeg, de ser hende stoppe snart.

Godt tidspunkt

Serena Williams havde en dårlig optakt til Australian Open, da hun måtte trække sig efter tre partier i andet sæt mod australieren Jarmila Wolfe i opvisningsturneringen Hopman Cup.

Hun havde ud over det ikke spillet en kamp af betydning siden US Open tilbage i september, hvor det blev til et højst overraskende nederlag i semifinalen til italieneren Roberta Vinci.

Derfor mener Kenneth Carlsen også, at Maria Sharapova møder Serena Williams på et godt tidspunkt.

- Hvis man skal se på det positive for Maria Sharapova, er det godt, at hun møder hende tidligt i turneringen og ikke i en finale. Når Serena Williams snubler, gør hun det før finalen. Hun plejer at være skarp, når det er en finale.

- Det er også starten af året, og Serena Williams har ikke spillet meget siden US Open. Sharapova er begyndt at spille bedre, end hun har gjort et stykke tid, så det er hendes chance.

- Serena Williams er favorit til at vinde hele turneringen, endda storfavorit, men Maria Sharapova har bestemt en chance, slutter Kenneth Carlsen.

De to tennisstjerner har mødt hinanden 20 gange tidligere, og kun to gange er det lykkedes Maria Sharapova at besejre sin amerikanske modstander.

Kampen mellem Serena Williams og Maria Sharapova er programsat til 02.45 i nat, og den kan ses direkte på Eurosport.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: