Historisk: To briter i semifinalerne ved Australian Open

Andy Murray og Johanna Konta sørgede for, at Storbritannien kan prale med to spillere i semifinalerne ved Australian Open.

For første gang siden 1977 har Storbritannien to spillere i semifinalen i en grand slam-turnering. Både Andy Murray og Johanna Konta hos kvinderne spillede sig onsdag i semifinalerne ved Australian Open.

Hos kvinderne slog britiske Johanna Konta Kinas Zhang Shuai med 6-4, 6-1 og skal i semifinalen møde den syvende-seedede tysker Angelique Kerber.

Konta, der er nummer 47 på verdensranglisten, bliver den første britiske kvinde siden 1983, der når en grand slam-semifinale.

- Jeg er glad for, at jeg nyder det, jeg laver. Jeg lever min drøm. Da jeg var en lille pige, drømte jeg om at vinde grand slams og at blive nummer ét i verden. Den drøm forbliver den samme, sagde Konta efter kampen.

Sjette gang

For Andy Murray var det sjette gang i karrieren i de seneste syv år, at han spiller sig i semifinalen i Melbourne.

Det står klart efter skottens sejr på 6-3, 6-7, 6-2, 6-3 over den ottendeseedede spanier David Ferrer, som kæmpede heroisk i hele tenniskampen.

Fire gange har andenseedede Murray været i finalen i Australian Open, men endnu er det ikke blevet til sejr i Melbourne.

Det kan det måske ende med for Murray denne gang, hvis han fortsætter det spil, han har vist i turneringen indtil videre. Helt let blev det dog ikke at nå blandt de fire bedste onsdag formiddag dansk tid.

Meget vind

Murray brød Ferrers serv en enkelt gang i første sæt, og det var nok til at tage sættet og få en god start på kampen.

- Der var meget vind i begyndelsen af kampen, men jeg fik alligevel godt styr på mine returneringer i første sæt, siger Murray i et interview på banen.

I et yderst seværdigt og underholdende andet sæt, som varede i hele 71 minutter, kom Ferrer langt bedre med og vandt efter tiebreak.

Det hjalp Murray, at taget blev rullet hen over Rod Laver Arena på grund af regn og torden i Melbourne.

- Taget gjorde det nemmere for mig at returnere. Man er nødt til at slå gode returbolde mod David, fordi han er så præcis.

- Jeg kan godt lide at spille indendørs, da jeg er vokset op i Skotland og er vant til at spille indendørs, fordi forholdene normalt er anderledes end her, forklarer Murray.

Sublimt spil

Utrættelige Ferrer arbejdede ekstremt hårdt for alle bolde, uanset hvor håbløs situationen så ud, og derfor blev Murray nødt til at være skarp hele tiden.

Men det var Murray også i de to sidste sæt, som blev vundet med sublimt spil fra baglinjen.

- Det var en brutal kamp med mange lange point i andet og tredje sæt, men jeg holdt ret godt fast, lyder det fra skotten.

Murray skal i semifinalen møde enten Canadas superserver Milos Raonic eller franske Gaël Monfils.

/ritzau/

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: