Nadal møder bulgarsk fiskemakker i Kina

Den spanske verdensetter i tennis, Rafael Nadal, spillede sig fredag videre til China Open-semifinalen.

Rafael Nadal er klar til semfinalen i China Open. (Foto: Wu Hong © Scanpix)

Den spanske tennisstjerne Rafael Nadal er klar til semifinalen i China Open, efter at han fredag slog den sjetteseedede amerikaner John Isner med cifrene 6-4, 7-6 (0).

Den forsvarende French Open- og US Open-mester Nadal var godt tilfreds med sin egen præstation efter kampen.

- Jeg synes generelt, at jeg spillede en kamp uden at lave særligt mange fejl. Jeg husker i hvert fald ikke, at jeg lavede mange fejl. Jeg gik ofte frem til nettet, siger verdensetteren ifølge nyhedsbureauet AP.

- Jeg føler, at jeg spillede, som jeg gerne vil spille, og det gjorde jeg godt, så jeg er meget glad.

Nadals næste modstander i semifinalen bliver den tredjeseedede bulgarer Grigor Dimitrov.

De to spillere kender hinanden privat, og de har også trænet sammen forud for hardcourt-sæsonen på Mallorca, hvor Nadal kommer fra. Der blev også tid til lidt fiskeri, fortæller han.

- Vi sejlede ud i en båd. Vi fangede nogle få fisk, men de var ikke særligt store, men vi fik dog en god middag.

Den anden semifinale kommer til at stå mellem australske Nick Kyrgios og den 20-årige tysker Alexander Zverev, der slog den 19-årige russer Andrey Rublev med cifrene 6-2, 6-3.

Hos kvinderne er rumænske Simona Halep klar til semifinalen, efter at hun overbevisende slog Darja Kasatkina 6-2, 6-1. Hun skal møde den 20-årige lette Jelena Ostapenko.

Caroline Wozniackis banemand i turneringen, Petra Kvitova, er også klar til semifinalen efter en sejr over hendes tjekkiske landsmand Barbora Strycova på 6-3, 6-4.

Kvitova møder franske Caroline Garcia, der slog ukrainske Elina Svitolina i tre sæt.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve