VIDEO Wozniacki er klar til kvartfinalen i USA

Verdens nummer 48 kunne ikke true Caroline Wozniacki, som spillede sig videre i WTA-turneringen i Cincinnati.

Der bliver mere hardcourt-træning for Caroline Wozniacki før grandslam-turneringen US Open i slutningen af august.

Torsdag spillede danskeren sig i kvartfinalen i WTA-turneringen i Cincinnati, da den relativt ukendte australier Ashleigh Barty ikke for alvor kunne true hende.

Caroline Wozniacki vandt i tredje runde 6-4, 6-2 over 21-årige Barty, som forinden havde sendt Venus Williams ud af turneringen forinden.

Det var første gang, at Wozniacki krydsede klinger med Ashleigh Barty, der rangerer som nummer 48 i verden.

Australieren lagde godt ud i første sæt og varierede sit spil, så Wozniacki havde problemer med at læse både server og returneringer på hardcourt-underlaget.

En dobbeltfejl af danskeren betød, at Barty leverede kampens første servegennembrud og bragte sig foran 3-1, men gassen gik dog af den australske ballon.

Store problemer med forhånden

Fejlene begyndte at snige sig ind på australieren, som kampen igennem havde store problemer med sine forhåndsslag.

Barty sendte bolden i nettet, så Wozniacki brød tilbage med det samme, og danskeren udlignede også efterfølgende med et rent serveparti.

Igen brød danskeren Barty, som så strittede imod i Wozniackis næste serveparti.

Wozniacki vaklede dog ikke, holdt sin serv og havde to sætbolde i Bartys serv, som blev misbrugt.

Trods problemer med førsteserven servede danskerne sættet hjem med cifrene 6-4.

Bartys forhånd var stadig forkølet, og Wozniacki brød med det samme i andet sæt.

Foran 3-1 efter et rent serveparti var det vanskeligt at se danskerne få problemer.

Bagud 2-4 mistede Barty modet, mens forhånden stadig hang, og Wozniacki brød for fjerde gang i kampen australieren og servede umiddelbart efter sejren rent hjem.

I kvartfinalen møder Wozniacki vinderen af opgøret mellem verdensetteren Karolína Plísková og italienske Camila Giorgi.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve