Wozniacki tager første skridt ud af krisen

Efter en skidt indledning på 2016 er Caroline Wozniacki på rette vej. Danskeren er videre til tredje runde i Miami.

(Foto: MIKE NELSON © Scanpix)

Tennisstjernen Caroline Wozniacki tog torsdag det første skridt ud af den øjeblikkelige formkrise.

Den tidligere danske verdensetter er videre til tredje runde i WTA-turneringen Miami Open efter en sejr på 7-5, 6-2 over amerikaneren Vania King.

25-årige Wozniacki var til at begynde med hårdt presset af verdensranglistens nummer 183, men den kriseramte storfavorit fik hævet sit niveau i slutningen af første sæt og kørte herefter sikkert sejren hjem.

Det er fjerde gang i fire møder, at Wozniacki slår Vania King, der i kampens indledning servede godt og havde stor succes med sine stopbolde.

Duellen begyndte at tippe amerikanerens vej, da King i første sæt brød Wozniackis serv til en amerikansk 4-3-føring, men så ændrede kampen pludselig karakter.

Ren parade

Det lykkedes straks for en langt mere determineret Wozniacki at bryde tilbage til 4-4, og det virkede som om, at danskeren kastede lidt af forsigtigheden af sig, da hun sikrede sig første sæt.

Andet sæt var en ren paradekørsel for verdensranglistens nummer 25, der stort set ikke fik modstand. Andet sæt blev indledt med et rent serveparti og et brud for Wozniacki. Endnu et rent serveparti og et brud betød, at stillingen var 4-0.

Det blev også 5-0, inden Vania King igen begyndte at drille Wozniacki. Først reducerede amerikaneren til 1-5, og det lykkedes hende også at afværge danskerens to første matchbolde og bryde til 2-5.

I tredje runde skal Caroline Wozniacki møde Elina Svitolina fra Ukraine. De to spillere har aldrig tidligere mødt hinanden.

Danskeren, der for nylig blev slået ud i sin første kamp i Monterrey, stod over i første runde i Miami.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: