Den danske dressurrytter Cathrine Dufour er godt på vej til at indtage den internationale dressur-scene.

Cathrine Dufour er på vej til at indtage den internationale dressur-scene.

Ved et stort stævne i Doha i forrige weekend brød Cathrine Dufour nemlig, hvad man i dressurridning kalder den magiske pointgrænse på 80 procent. Et resultat, der virkelig rykker for den 25-årige dressur-rytter.

Glæden og stoltheden er ikke til at tage fejl af.

- Springet til at gå op og tage 80 procent, det er kæmpestort. Der er ikke ret mange ryttere i verden, der har brudt den grænse, siger Cathrine Dufour.

I dressurridning er det et stort mål at nå den magiske pointgrænse på 80 procent, da den er skillevejen fra at være en god dressurrytter til at være ekseptionelt god.

De små detaljer er vigtige

Det er ikke en tilfældighed at Cathrine Dufour er nået så langt, som hun er i dag. Danskeren træner hårdt og er grundig helt ned i detaljen.

- Jeg står faktisk op om morgenen med tanken, hvis jeg ikke gider i fitnesscenteret, at verdens bedste nok gør det, så jeg må hellere komme afsted. Det kører i hovedet hele tiden. Det er ikke sådan, jeg kan holde fri fra at tænke på heste.

Heller ikke om aftenen kan der holdes fri. Her analyseres træningen på video.

Det var nemlig her, at Dufour testede og opdagede en detalje, der betød, at hun for lidt over en uge siden brød den magiske pointgrænse på 80 procent og trådte ind i den absolutte verdenselite

I klippet øverst kan du se, hvad Cathrine Dufour har justeret i sin ridning, der har bragt hende helt op blandt de bedste.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: