Gæstesolister i finalen
Når Stjerne for en aften slår dørene op til finalernes finale i Messecenter Herning fredag den 25. februar, er det ikke kun de seks stjerne-finalister, der præsenteres i kampen om titlen som Stjernernes stjerne og 100.000 kr.
I finalen gæster også Danmarks bedste live band Big Fat Snake, der spiller en medley af gamle og nye numre. Også landets rock-mamma nr. 1, Sanne Salomonsen, optræder med singlen ”You’ve Never Been Loved Before” fra albummet ”The Album”, der udkommer tre dage efter finaleshowet. Hvem showets tredje gæstestjerne er, afsløres først i programmet.
Dommerpanel
Jaqueline Friis-Mikkelsen deltog som dommer i 2. sæson af Stjerne for en aften i foråret 2003. Jaqueline har en lang karriere inden for modelverden bag sig. Til daglig er hun direktør for modelbureauet Unique, som hun var med til at stifte i 1989. Hendes rolle bliver som sidste gang at vurdere, hvor godt de gamle stjerner præsenterer og bevæger sig på scenen.
Jan Lysdahl er i dag en veletableret musikproducer og sangskriver. Han har skrevet og produceret et utal af titler heriblandt numre fra soundtracket "Den Eneste Ene", sange til Peter Frödin og Hella Joof, Jakob Haugaards album etc. Men han er bedst kendt i branchen som en gudsbenådet trommeslager. Som ung trommeslager fik Jan æren af at indspille alle tiders mest solgte danske plade Kim Larsens "Midt om Natten", hvilket har ført ham sammen med alt, hvad der kan kravle og gå inden for toppen af dansk pop og rock siden. Indspilningerne tæller over 200 albums med navne så forskellige som OneTwo, Sanne Salomonsen, Palle Mikkelborg og M.C. Einar.
Zindy Laursen er en gammel kending af Stjernen. Hun har følt stjernedrysset på egen krop som forsanger med popgruppen Cut’n’Move fra 1992-95. Zindy kom for alvor ind på offentlighedens nethinder med sin Melodi Grand Prix optræden i 1992. I dag er hun bedst kendt for at være den ene halvdel af gruppen Zindy Kuku Boogaloo, som senest har solgt godt 100.000 albums.
Kaya Brüel var med i det allerførste dommerpanel i 2001. Denne gang deler hun dommertjansen med Zindy. Kaya har formået at blande skuespil og sangkarrieren. Musikalsk bevæger hun sig inden for både den jazzede, soul-inspirerede og elektroniske genre. Senest har hun været aktuel som Kirsten i helaftensfilmen ”Familien Gregersen”.
Band
Kapelmester Joakim Pedersen vender tilbage med sit All Stars band, der tæller flere af landets bedste musikere heriblandt:
Trommer: Emil De Waal og Thomas Jepsen på skift
Guitar: Jonas Kragh, Vicky Baldeep Singh, Rolf Hansen og Johannes Nørlykke på skift
Bas: Henrik Schou Poulsen (kendt som SP) og Thorbjörn Appehl på skift
Kor
Stine Findsen og Trille Palsgaard akkompagnerer stjernerne. Stine og Trille har senest sammen optrådt som kor på Linie 3’s 25 års jubilæumsshow turné. Trille har desuden været forsanger i bandet "Me, She and Her".
|