 |
Pige 16 år :
" Jeg skærer i mig selv "
Jeg er en pige på 16 år. Jeg har det rigtig svært. Min kæreste er gået fra mig, og nu kan jeg ikke se nogen mening med at leve mere. Jeg har gennem det sidste stykke tid skåret mig selv på armene. Det ser farligt ud, men det giver mig en god følelse, at skære i mig selv. Min mor har set arene på armen, og har spurgt ind til, hvor de kommer fra. Jeg gav hende en lang udenomsforklaring, og så har vi ikke snakket mere om det. Jeg er sikker på, at hun vil blive skide sur, hvis hun vidste, at jeg skar i mig selv med vilje. Det virker som om, at hun ikke interesserer sig for mig. Jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg skal leve, der er ingen der holder af mig.
HJÆLP mig inden det er for sent
Livslinien svarer:
" Det er vigtigt, at du får talt med nogen om det "
Hej
Mange tak for din mail. Det er rigtig godt, at du skriver ind til os.
Når jeg læser din mail bliver jeg meget berørt af din fortælling. Jeg tænker, at det må være rigtig svært at være dig lige nu. Du skriver, at du har mistet din kæreste, og det må være rigtig svært. Det er svært at blive forladt, og det tager tid, før vi kommer over det, og det skal have lov til at tage tid. Du skriver, at du ikke føler, at der er nogen, der egentlig holder af dig, og det må være hårdt at have det sådan.
Du skriver, at du skærer i dig selv, og du føler en vis lettelse, når du har skåret. Det at skære i sig selv kan føles som en måde at håndtere indre smerte på. Ved at skære i sig selv kan man føle, at den indre smerte blive forvandlet til en synlig og ydre smerte. Selvom det kan virke tilfredsstillende, så er det en meget destruktiv, altså en meget uheldig, måde at handle på.
Jeg tænker, at når du vælger at handle på den måde, så skyldes det, at du ikke føler, at du har bedre og mere hensigtsmæssige måder at handle på. Det er vigtigt, at du får andre muligheder for at udtrykke din frustration. Jeg tænker, at det er vigtigt, at du får talt med en voksen om, hvordan du har det.
Du skriver, at din mor har spurgt dig om arene på din arm. Du skriver også, at du gav hende en udenomsforklaring, fordi du tror, at hun vil blive vred, hvis du fortæller hende, hvad du egentlig gør ved dig selv. Jeg får lyst til at skrive til dig, at selvom vi ofte tror, at andre ikke kan bære vores historie sammen med os, så vil de ofte føle det som en tillidserklæring, at blive betroet vores inderste tanker, også selvom de er tunge og svære.
Måske vil din mor også tage det som en tillidserklæring, hvis du betror hende, hvad du tænker. På den måde får hun mulighed for at hjælpe dig. Lige nu, hvor du ikke fortæller hende sandheden, kan det svære svært for hende at vide, hvad hun skal gøre. Jeg kan godt forstå, at det er svært, at fortælle hende om det, men måske vil hun rigtig gerne hjælpe dig. Jeg synes, at du skal prøve at tale med hende om det. Måske har du en helt anden i tankerne, som du hellere vil tale med. Måske har du en lærer eller en studievejleder, som du har tillid til. Måske er det ham/hende, du skal prøve, at tale med. En studievejleder er uddannet til at tale med dig, også om det der er rigtig svært.
Det er i hvert fald vigtigt, at du ikke går med dine tunge tanker selv. Du skal tale med en voksen om det. Du skal vide, at jeg tror på, at din situation kan ændre sig. Lige nu er det svært, men hvis du prøver at tale med en voksen om din situation og dine tanker, så tror jeg, at du vil opleve, at du får nye perspektiver og heraf også nye handlemuligheder. At skære i dig selv, er ikke en god løsning.
Hvis du har brug for en anonym samtale, er du også meget velkommen til at ringe til Livsliniens telefonrådgivning, som er åben alle dage fra kl. 11 – 23 på telefon 70 201 201.
Livslinien kan også tale med dig om, hvorfor du ikke kan se nogen mening i at leve mere. Er det sådan, at du overvejer selvmord? Hvis du går med disse overvejelser, er det vigtigt, at du får talt med nogen om det, så du kan få hjælp til at se andre muligheder - så du kan støttes i, at livet kan blive bedre, end du måske oplever det lige nu. Livslinien vil gerne tale med dig om det.
Mange hilsner fra
Livslinien |
|
 |
|