Mand, 32 år og enlig far :
"Tænker på selvmord"
Hvad gør man, når man har selvmordstanker og gerne vil begå selvmord, men har børn! Mine børn har ingen mor, så det er mig, der passer dem alene, og jeg har ar op og ned ad armene.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, så hjælp mig og mine børn, hjælp mig og mine børn hjælp mig hjælp mig?????????????
Livslinien svarer:
"Fortæl lægen, hvordan du har det"
Kære dig – du lyder meget plaget af selvmordstanker i din mail. Jeg sidder tilbage med et indtryk af, at det eneste, der holder dig fra selvmord er dine børn!
Du skriver ikke noget om dit liv i øvrigt, eller om der er en konkret årsag til dine selvmordstanker. Men jeg læser din mail, som om du har akut brug for hjælp. Det er muligt, at jeg ikke har forstået dit behov for hjælp korrekt, og i så fald skal du være velkommen til at ringe til os på Livslinien på 70 201 201 og sætte lidt flere ord på ,hvilken slags hjælp du har brug for.
Jeg er utrolig glad for, at du har skrevet til os på brevkassen, og at du stadig kan tænke på dine børn. Men jeg bliver også meget bekymret for, hvor længe du kan holde til at være så forpint, som du lyder i din mail? Du skriver, at du har ar op og ned af armene, hvilket får mig til at tænke på, om du har forsøgt selvmord tidligere – eller om du skærer i dig selv, når dine selvmordstanker bliver for voldsomme?
Uanset hvad, så er det bedste, du kan gøre for dine børn lige nu at komme i behandling for dine selvmordstanker. Måske er du i sorg/krise, eller måske har du en depression? Det skal en læge vurdere. Du kan derfor kontakte din læge og fortælle ham, hvordan du har det – om dine selvmordstanker og ar på dine arme.
Hvis du har brug for mere akut hjælp uden for lægens åbningstid, så skal du enten kontakte lægevagten eller en psykiatrisk skadestue og bede om en samtale med en psykiater.
At få en professionel til at vurdere, hvilken slags behandling du har brug for, er det bedste du kan gøre for dine børn – og dig selv. De har brug for en rask far, som kan være der for dem. Det kan du ikke fuldt ud lige nu, hvis jeg vurderer din mail rigtigt. Men du vil kunne være der for dem igen, når du har fået behandlet dine selvmordstanker.
Måske bekymrer det dig også, hvem der eventuelt skal passe dine børn, mens du bruger lidt tid på at få det bedre og mere overskud? Jeg ved ikke, om du har noget familie, som kunne aflaste dig lidt i en periode – eller en nabo? Hvis der ikke er nogen, så kan du henvende dig hos din sagsbehandler på kommunen og sammen vil I måske kunne finde en løsning.
Jeg ønsker virkelig for dig og dine børn, at du snarest får den hjælp du har brug for.
Bedste hilsner
Livslinien
|